15. feb 2017

Her er vi ikke ensomme

I aktivitets- og værestedet Mosaikken i Esbjerg mødes ældre mennesker med anden etnisk baggrund end dansk. Basen er en lejlighed på Stengårdsvej, hvor de fleste brugere bor.

Der er proppet i den 130 kvadratmeter store lejlighed på Stengårdsvej denne torsdag, hvor der er græskarsuppe på menuen. Omkring bordene sidder cirka 50 kvinder og en lille håndfuld mænd bænket. Snakken og latteren flyder livligt på forskellige sprog.

Mosaikken startede i 2008, fordi der manglede et mødested for etniske ældre.

Sprogbarrierer og manglende tradition for at komme i de etablerede pensionistforeninger gør, at der er brug for et alternativt tilbud til denne gruppe,” forklarer Charlotte Kaarsberg, daglig leder.

Samværet i Mosaikken baner en vej ud af isolation og ensomhed.

Før mødtes de kun med folk af samme nationalitet som sig selv. Nu mødes de med mange forskellige og får talt dansk, da det er fællessproget,” siger hun.

Nogle kan kun en smule dansk, og derfor er der tilknyttet tosprogede nøglepersoner inden for hver etnisk minoritet. 16 frivillige hjælper til. Helle Jørgensen er en af dem. Hun står i spidsen for en gruppe, som læser og diskuterer nyheder.

Jeg møder så mange pragtfulde kvinder her, og jeg lærer om andre kulturer,” siger hun.

Vera Bonde Christensen er også frivillig. Hun går til hånde, hvor der er brug for det.

Jeg nyder at være med. Alle møder mig med smil, venlighed og tolerance.

1992 Mosaikken Beboerbladet Esb Okt16 28
Zahra Abdiaziz, 60 år, født i Somalia: “Tirsdag og torsdag deltager jeg i danskundervisning. Jeg bor alene og kommer hver dag i Mosaikken for at være sammen med andre.”
1992 Mosaikken Beboerbladet Esb Okt16 30
Fadil Kamesdieawide, 63 år, født i Bosnien: “Jeg mødes med mine venner. Mosaikken er et godt tilbud for folk med en lavere indkomst, som her kan få dækket nogle behov, som man ellers ikke ville have råd til. Kom jeg ikke her, ville jeg nok gå rundt i byen eller sidde derhjemme.”
1992 Mosaikken Beboerbladet Esb Okt16 25
Hayat Miari, 63 år, født i Libanon: “Jeg slapper af, snakker og får det psykisk godt af at være sammen med andre. Så er jeg fuld af ny energi, når jeg går hjem igen. Før Mosaikken startede, blev jeg bare hjemme.”
1992 Mosaikken Beboerbladet Esb Okt16 16
Fevziye Keskin, 61 år, født i Tyrkiet: “Da mine børn flyttede fra reden, blev det trist at være alene derhjemme. Naboerne er på arbejde og har travlt med deres. I Mosaikken har jeg fået venner, som jeg hilser på, når vi mødes på gaden. Førhen hilste jeg ikke på nogen.”
1992 Mosaikken Beboerbladet Esb Okt16 24
Do Thi Le, 59 år, født i Vietnam: “Jeg har fået venner fra hele verden. Vi taler dansk sammen, og jeg bliver bedre til sproget. Hvis jeg ikke kom her, ville jeg være hjemme det meste af tiden, og det ville være for kedeligt.”
1

KOMMUNALT FINANSIERET VÆRESTED

• 150 brugere. 
• Gratis adgang, nogle aktiviteter koster lidt.

Esbjerg Kommunes Integrationspris 2016. Med prisen fulgte 10.000 kroner til aktiviteter, som brugerne selv vælger. I Vollsmose i Odense findes et lignende multietnisk værested for ældre – kaldet Mimers Brønd.