16. feb 2017

Din ejendomsskat er fastfrosset

Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti sikrede, at du slipper billigere i ejendomsskat.

Foto: Scanpix

Foto: Scanpix

Jo! Du betaler ejendomsskat… Også selv om du bor til leje. Den almene boligorganisation, som ejer din bolig, betaler nemlig den såkaldte grundskyld, der er en ejendomsskat, grundejere betaler til kommunen. Ligesom alle andre faste driftsudgifter, der er forbundet med din bolig, så kommer du og dine naboer til at betale den over huslejen. Det gør du og dine naboer også i år. Men ikke så meget, som det egentlig så ud til, inden forhandlingerne om næste års grundskyld i efteråret begyndte i forbindelse med finanslovsforhandlingerne.

I 2016 slap alle, der ejer deres egen bolig, også billigere i den særlige ejendomsskat. Det gjorde de, fordi den daværende regering og partierne bag den (Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folke­parti) i forbindelse med finanslovsforhandlingerne i 2015 besluttede at fastfryse grundskylden for netop denne gruppe. For lejeboliger og andelsboliger steg den.

Sådan så det også længe ud til at skulle blive i år. Da de fire partier i efteråret sidste år indledte forhandlingerne om finansloven for i år, var der lagt op til en model som sidste år: Personer, der ejer deres egen bolig, skulle ikke stige i grundskyld. Ejere af lejeboliger og andelsboliger skulle.

Uretfærdigt

Men sådan blev det ikke. Det Konservative Folkeparti meldte allerede tidligt i processen ud, at de ville slås for, at lejere og andelshavere skulle have del i fastfrysningen i 2017.

Ud fra et retfærdighedsprincip var det vigtigt for os, at alle blev stillet lige i forhold til de urimelige stigninger i grundskylden,” forklarer Det Konservative Folkepartis boligpolitiske ordfører, Brian Mikkelsen.

For rigtig mange familier ville det betyde, at de ikke kunne blive boende i deres ejerbolig. Det ville ikke have lige så store konsekvenser for lejerne, men rimeligt, at alle slipper for boligskattestigningen,” fortsætter han.

Og Dansk Folkeparti bakkede op om, at fastfrysningen også skulle gælde lejerne.

Vi syntes afgørende, at det var det mest retfærdige, hvis lejere og andelshavere også fik gavn af det her. Derfor holdt vi fast,” udtaler formanden for Dansk Folkepartis folketingsgruppe, Peter Skaarup, til Boligen. 


Beboerbladet nr. 1 - 2017