Beboerbladet.dk Sådan Fra tæt og mørkt til lyst og luftigt
Sådan

Fra tæt og mørkt til lyst og luftigt

Jan Kaare Simon Jeppesen 11. feb. 2016
Skal man bo et sted i mange år, kan det godt betale sig at sætte gang i den helt store renovering. Det gjorde Pia og Michael Bundgaard, der nu har en lejlighed resten af livet.
Lys og luftig bolig Pia og Michael Bundgaard har fået en bolig, som de nyder hver dag, og som de har lyst til at blive gamle i. 1 af 3
Lys og luftig bolig Lyst og lækkert badeværelse med god plads til vaskesøjle. 2 af 3
Lys og luftig bolig Fra køkkenet er der stort kig til stuen med spiseafdeling. 3 af 3

Det første, man lægger mærke til, når døren bliver åbnet til Pia og Michael Bundgaards lejlighed på Henrik Hertz Vej i Aarhus­bydelen Åbyhøj, er lys, masser af lys.

Fra entreen er der di­rek­te adgang til det store køkken-alrum med udsyn til gaden og til stuen med de store vinduer ud imod boligafdelingens grønne arealer.

Det er lige sådan, jeg ønsker mig det,” siger Pia Bundgaard. Hvis jeg skal bo i en lejlighed, skal den være åben og overskuelig. Der er mange andre kvali­teter i boligen, men hver gang jeg kommer hjem, glæder jeg mig over, hvor lyst her er.”

Bebyggelsen er over 60 år gammel, men indendørs virker lejligheden moderne med de åbne rum og med nyt stort badeværelse og køkken. Man skal ud af lej­ligheden for at se, at den ikke er nybygget.

Der var ikke noget i vejen med lejligheden, før vi flyttede ind, men i vores øjne virkede rummene lidt små og mørke. Der skulle nogle ændringer til, før vi ville blive glade for at bo her. Det er vi blevet nu,”  siger Michael Bundgaard.
Dejligt kvarter

Han er opvokset i området og ville gerne tilbage, da parret skulle flytte sammen.

Pia Bundgaard har aldrig tidligere boet i lejlighed.

Det var derfor lidt af en overvindelse at skulle flytte ind her,” fortæller hun.

Men i dag kunne jeg ikke tænke mig at bo andre steder. Der er kort afstand til byen, og vi har begge nem transport til arbejde. Kvarteret er dejligt, og vi har det fint med naboerne. Det er også rart, at der er en legeplads lige udenfor, ikke mindst når børnebørnene kommer på besøg.”

En stor renovering er ikke nem at overskue, og selvom boligorganisationen AL2bolig kom med nogle rigtig fine forslag til indretning, er der en smutter.

Vi savner et skab til støv­sugeren, men det er småting, i betragtning af hvor god plads her ellers er, og hvor stor indflydelse vi har haft på hele indretningen. Vi har selv bestemt, hvad der skulle ændres, og hvilke materialer der skulle anvendes. På den måde er det 100 procent vores bolig i dag,” siger Michael Bundgaard.

Det med ejerskabet gælder også gulve og døre. Alle gulvtrin er fjernet, og alle døråbninger er gjort store. På den måde er der taget højde for det, hvis Pia eller Michael ad åre skulle få svært ved at gå. De har derfor fået lejlighed til resten af livet.

FORBEREDELSE

Prioriter ønskerne
Hvis man vil i gang med den store renovering, er det en god idé at prioritere. Skal rummene først og fremmest være større og lysere? Skal de være nemmere at færdes i og gøre rent? Er det vigtigste mere opbevaringsplads? Måske kan man opnå det hele, men tit er der behov for at gå på kompromis, når en ældre bolig moderniseres. Derfor er det godt at vide, hvad der skal lægges mest vægt på, og hvad der ikke betyder så meget. Det gør det også lettere for boligforening eller rådgivere at foreslå de rigtige ændringer.

Materialer skal der til
Hvis du undersøger markedet på forhånd, er det meget nemmere at stille krav til de materialer, der skal anvendes ved en modernisering. Pia Bundgaard havde bestemte ønsker, da der blev forhandlet med AL2boligs folk. Derfor har familien for eksempel fået vindueskarme af sten, i stedet for det kunstmateriale som boligorganisationen foreslog.

......................................................................................................................................................................................................................


Huslejen klarer det hele 

En totalrenovering koster mange penge, men alle udgifter til Pia og Michael Bundgaards bolig er dækket af huslejen. 

En halv million kroner er i de fleste sammenhænge rigtig mange penge, men sådan ser Pia og Michael Bundgaard ikke på det. De mener, at det er småpenge for renoveringen af deres lejlighed.

Vi betaler det hele over huslejen, derfor ender det med, at vi rent økonomisk ikke mærker ret meget til, at vi har fået en top moderne bolig. Hvis vi skulle købe vores eget, ville en tilsvarende bolig koste meget mere,” siger Pia Bundgaard.

Renoveringen betyder, at huslejen er steget fra 3.900 til 6.300 kroner om måneden eksklusive forbrug, men i betragtning af at boligen er på 96 kvadratmeter og topmoderne, er det ikke ret mange penge.

I Aarhusområdet får man ikke meget bolig for det beløb om måneden, og man kan nemt komme til at betale noget tilsvarende eller mere for en ikke-moderniseret bolig på det private udlejningsmarked, så vi behøvede ikke betænke os længe, før renoveringen blev sat i gang,” siger Michael Bundgaard, der dog tilføjer, at mange pensionister og andre med små indtægter ikke har råd til den huslejeforhøjelse, der følger med en totalrenovering.

Parret anbefaler gerne andre at modernisere deres lejlighed, fordi råderetten giver fine betingelser for at indrette boligen lige som man ønsker, og for at finansiere ændringerne fornuftigt. 

Kunne du tænke dig at få mere lys og luft i din bolig?

Print Send