Beboerbladet.dk Sådan Byggeplader skal der til
Sådan

Byggeplader skal der til

Jan Kaare Michael Bo Rasmussen 11. nov. 2015
Selvom boligen hører til de mindste, kan der sagtens være masser af plads. Det gælder blot om at være i byggehumør – eller kende nogen, som er det – og om at udnytte rummene.
Plads Pladsen i små boliger slår tit ikke særligt godt til, fordi møblerne fylder for meget. 1 af 3
Plads Ved at bygge bænk sammen med skrivebrod, udnyttes pladsen langs væggen optimalt. 2 af 3
Plads I modulreolen i entréen er der også blevet plads til cyklen. 3 af 3

45 kvadratmeter er ikke meget, når der skal være plads til en aktiv tilværelse som studerende, men hos Christian Roy Bendixen på 14. etage i Larsen Waterfront, en af Himmerland Boligforenings nye ungdomsboliger, er der masser af udfoldelsesmuligheder.

Forklaringen er lyst til at gøre tingene på sin egen måde og mod på at gå utraditionelt til værks.

“Da jeg besøgte den nybyggede bolig for et år siden, kunne jeg se, at der ikke ville blive plads til ret meget, hvis jeg købte møbler i Ikea. Derfor besluttede jeg at gøre tingene selv og bygge mig til bedre forhold,” siger den 23-årige studerende.

Christian Roy Bendixen begyndte med at tegne sine møbler og placere dem ind på en 3D-computertegning af boligen. Så købte han en stak OSB-plader, altså plader fremstillet af sammenlimede, aflange træspåner, lånte et værksted med en rundsav og en skrueboremaskine, og gik i gang.

Resultatet blev masser af reolplads, en forlængelse af køkkenet med skabs- og bordplads, opdeling af rummet, så der er et selvstændigt soverum, et skrive­bord, bænke og stuebord med opbevaringsplads og mulighed for ombygning til dobbeltseng samt en skænk.

“Arbejdet tog to, tre uger, men så var det også bare at køre det hele op med elevatoren og sætte det på plads. Det værste var at få den ekstra køkkenplade af cement på plads. Den vejede 70 kilo, så min far måtte hjælpe,” siger Christian Roy Bendixen. 

Plads til cykel og venner
Efter at have brugt møblerne i et stykke tid, er der dukket steder op, hvor der er plads til forbedringer. Spisebordet gynger lidt, når der anbringes en albue tæt på kanten, og et hængsel i et køkkenskab skal skiftes, men sammenlagt er resul­tatet godt.

“Hvis ikke jeg havde udnyttet pladsen på denne måde, skulle jeg undvære en masse. Nu kan jeg have overnattende gæster, der er plads til min racercykel og alt mit cykeludstyr, og der er skuffer og rum til alle de ting, der er rare at have, men som man ikke gider have flydende i hjørner og på borde.”

En omkostning er der. På grund af forlængelsen af køkkenet og indretningen med et soverum, kommer der mindre lys ind fra vinduerne ud imod Aalborg Havn.

Christian Roy Bendixen:

“Det ville jeg gerne have undværet, men hvis alternativet er en bolig, som man ikke kan være i, betyder det ikke så meget.”


ØKONOMI
Møbler skabt til bolig
Hvis man bygger møbler, så de er som skabt til det rum, de skal stå i, er det en god idé at
overveje, hvad der skal ske, når man flytter. 

Christian Roy Bendixen:
“De fleste af møblerne vil næppe passe til det næste sted, jeg skal bo, så planen er at overlade dem til den næste beboer. Så kan vi se, hvor mange penge jeg til den tid vil kunne få for dem. Møblerne er bygget, så de står af sig selv. Det vil sige, at Christian kan fjerne dem uden besvær, hvis efterfølgeren i ungdomsboligen ikke vil have dem. Det konkrete regnskab. Christian Roy Bendixen har bruge 6.000-7.000 kroner på byggematerialer, men har så også fået det meste af 60 kvadratmeter møbler ud af det. Hvis ikke man selv vil skære pladerne til, kan mange byggemarkeder gøre det. I så fald må man regne med en ekstraudgift på 20 kroner pr. snit.

 

 

Udnyt højde og tomme rum 

Lille bliver til større ved at tænke i kubikmeter i stedet for kvadratmeter og ved at gå på jagt i hulrum, der kan udnyttes på en snild måde. 

I Christian Roy Bendixens spånpladehybel er der højt til loftet. Og de 2,5 meter fra gulv til loft bliver godt udnyttet.

Reolen, der deler stue og entré, rager højt op, og det samme gør reolen på ­entrévæggen, hvor cyklen­­ hænger i gribehøjde. Skabet, der adskiller stue og soveniche, når også et stykke over garderhøjden
på 175 cm.

Bænkene omkring stue­­bordet er hule, så de kan bruges til at opbevare sportsudstyr, sengetøj
og emballage.

“De fleste ungdoms­bo­liger er så små, at man bliver nødt til at udnytte pladsen­ maksimalt,” siger den unge studerende. “Det er nemmere, når man bygger sine egne møbler. Køber man færdige møbler, er det en god idé at anskaffe nogle, der ikke fylder for meget,
og som passer til de muligheder, der er i rummet,”

Høje møbler kan gå ud over lysindfaldet. Derfor er det en god idé at finde løsninger, der er så gennemsigtige som muligt. Det har Christian Roy Bendixen gjort ved at bygge en reol med mange gennemgående huller i.

“Det giver lyset fra vinduerne i syd og nord bedre adgang til hele rummet. Det er vigtigt, ikke mindst i den mørke tid af året,” siger den 23-årige aalborggenser.  


Beboerbladet nr. 4 - 2015

Er du god til at udnytte pladsen i din bolig?

Print Send