Beboerbladet.dk Sådan Én renovering - 24 løsninger
Sådan

Én renovering - 24 løsninger

Jørn Nyvang Simon Jeppesen 12. maj. 2016
Når en boligafdeling bliver renoveret, behøver resultatet ikke blive det samme for alle beboere. Se her, hvilke muligheder beboerne i Boligforeningen Århus Omegn fik, og hvordan nogle af dem har udnyttet dem.
Én renovering 24 løsninger Per Kristiansen har valgt at få indrettet køkkenet med et bord i vinkel. Han er glad for at have valgt et skab, hvor de store skuffer kan trækkes helt ud, og siger: “Det er rart, når man bliver gammel, at man ikke skal bukke sig helt indenfor i skabet for at finde det, man aldrig bruger.” 1 af 4
Én renovering 24 løsninger En udestue på 11 kvadratmeter er et af Per Kristiansens tilkøb, der er placeret på terrassen. Den koster 440 kroner i ekstra husleje hver måned i 20 år. Beboerne i syv af afdelingens boliger har taget imod dette tilbud. 2 af 4
Én renovering 24 løsninger Annelise og Lorenz Krog har boet 11 år i Møllevangen og hører til de nyere i afdelingen, hvor nogle beboere har boet i mere end 50 år. De er tidligere parcelhusejere, som flyttede ind i en anden afdeling af Århus Omegn og ved en tilfældighed opdagede, at de kunne komme til at bo i Møllevangen. 3 af 4
Én renovering 24 løsninger Annelise og Lorenz Krog har valgt at få indrettet køkkenet med et bord langs den ene side. 4 af 4

Kunne du tænke dig at få egne valgmuligheder i din bolig, hvis din afdeling skal renoveres?

Selv om renovering af en afdeling er en fælles beslutning for dens beboere, behøver resultatet ikke at være det samme hos den enkelte. Det er værd at huske i denne tid, hvor masser af almene boligafdelinger bliver renoveret.

Er man i tvivl, kan man blot besøge Boligforeningen Århus Omegns afdeling Møllevangen, som har -været igennem en renovering. Her har beboerne i alle 24 boliger truffet indivi-duelle valg.

Møllevangen består af rækkehuse fra 1950 imellem- to veje i Aarhus og har været igennem en stor tur. Bortset fra fundamenterne-, skillevæggene og de indvendige bagmure er alt blevet udskiftet.

I denne forbindelse har beboerne fået en masse valgmuligheder. Udover at de har kunnet vælge imellem forskellige udformninger af skuffer og skabe, har de for ekstra betaling kunnet foretage tilkøb af særligt udstyr og materialer. Og i en række tilfælde har beboerne kunnet vælge imellem at betale herfor på én gang eller få en lejeforhøjelse i en periode på 2-20 år, varierende efter hvilke tilkøb der er tale om.      

Enkeltsidet køkken      
Annelise og Lorenz Krog var genhuset i fem måneder i en anden af afdelingens boliger, mens deres egen på 95 kvadratmeter blev renoveret. Her traf de individuelle valg i køkken og badeværelse.

I køkkenet valgte de at have bord til den ene side. I den anden side, hvor de har spiseplads, har Lorenz Krog selv monteret skabe ovenover. De valgte at få de nye skabe forhøjet op til loftet. Samtidig ville de få en mikroovn gemt bag en hævelåge over køleskabet. Det særlige skabsarrangement i denne forbindelse betaler de 21 kroner for i ekstra husleje pr. måned.

I det nye badeværelse, som er flere gange større end deres gamle wc, har de valgt en særlig stor vask.

I forvejen har boligforeningen som i alle boliger sørget for en mere åben gang imellem badeværelset, et nyindrettet bryggers, køkken og stue. Imellem køkken og stue har man fjernet dørene til de to rum, som før fik den mellemliggende gang til at virke mørk og snæver.

“Det er blevet meget bedre, at det er blevet åbent,” fastslår Lorenz Krog.

Til gengæld er parret ikke så begejstrede for, at de som beboere i den ene husrække ikke mere kan parkere på grunden foran deres bolig. Bilen må nu holde ude på vejen, fordi der efter boligforeningens opfattelse ikke er plads til den på grunden.

“Det er vi lidt kede af,” siger fruen.

En udestue oveni
Per Kristiansen var genhuset knap et halvt år i en anden af boligforeningens afdelinger, mens hans bolig på 95 kvadratmeter blev renoveret.

Hans individuelle valg omfattede ikke blot køkken og bad. Han fik også en udestue på 11 kvadratmeter. Der skal senere lægges gulv i den og laves isolering. Men der vil gå nogle måneder, før Per Kristiansen får den del lavet. Han har nemlig valgt at tage en pause fra sit liv som pensionist, da han har taget imod et tilbud om i sommer at være hotelchef på et krydstogt-skib ved den norske ø Svalbard langt nordpå.

“Vi har kunnet træffe nogle fantastiske valg. Du har for eksempel haft indflydelse på, hvor du vil have sat et garderobeskab, hvordan dit køkken skal være udformet, og på om der skal fjernes en væg imellem stuen og et værelse,” siger Per Kristiansen.

I køkkenet har han valgt at få skuffer alle andre steder end i overskabene. Det giver bedre adgang til tingene i køkkenet, synes han. Og så har han valgt et komfur med den nyeste model inden for induktions-plader. Bare en gryde berører en del af et blus, finder den selv varmen.

Badeværelset mindre
Modsat familien Krog har Per Kristiansen efter renoveringen fået et mindre badeværelse end før. Deres boliger var ellers oprinde-lig ens. Men beboerne har i tidens løb lavet egne bygningsændringer. Blandt dem tidligere beboere i Per Kristiansens bolig. Men han er tilfreds med det badeværelse, han har fået i stedet.

Han er medlem af afdelingsbestyrelsen og har siddet i byggeudvalget i forbindelse med renoveringen.

“Vil man have indfly-delse på noget, må man gå ind i det,” forklarer Per Kristiansen.

Flere beboere har håndværksmæssig baggrund og burde efter hans mening have haft mulighed for at blive inddraget i projektet. Han selv kunne godt tænke sig at have været inddraget i flere byggemøder. Brug beboerne som en ressource, lyder hans opfordring.

Lille lejestigning
Med hensyn til økonomien er både ægteparret Krog og Per Kristiansen særdeles tilfredse med resultatet. De regner med, at den rene renovering medfører, at deres månedlige husleje stiger med bare 300 kroner inden for hvert af de første fem år. Det vil sige 1.500 kroner mere om måneden, når forhøjelsen er fuldt gennemført.

Huslejen er nu henholdsvis 4.225 og 4.675 kroner om måneden. 


Download pjecen: OVERSIGT OVER TILKØB OG VALG AF MATERIALER 

......................................................................................................................................................................................................................

Billigt tilbud fra boligforeningen
Når tekniske installationer skal renoveres, får beboerne tilbud på billig udskiftning af badeværelse og køkken. 


Renoveringen af Møllevangen og en anden af Århus Omegns afdelinger har gjort boligforeningen opsat på at hjælpe beboerne til billigt at få udskiftet køkkener og badeværelser.

“Når vi fremadrettet laver renoveringer af tekniske installationer såsom stigestrenge, faldstammer og el-installationer, er vi, hvor vi vil tilbyde beboerne et nyt badeværelse og køkken. Hvis vi satser på at købe dem samtidig med renoveringen, kan vi indbygge det, når vi indhenter tilbud,” siger boligforeningens tekniske chef, Morten Buhrkall.

Han nævner som eksem­pel, at da boligforeningen var ved at få indrettet såkaldte tilgængelighedslejligheder i sin afdeling Rosenhøj, fandt man på at tilbyde beboerne i de eksisterende lejligheder nye ­badeværelser. Det har over en fjerdedel af de pågældende beboere nu fået og betaler bare 250 kroner ekstra om måneden for det.

I Møllevangen var det dog en given ting, at alle skulle have nyt køkken og badeværelse. Et byggeudvalg valgte en leverandør efter en tilbudsrunde. Alle beboere blev inviteret til at komme til et møde hos leverandøren, hvor de kunne vælge imellem forskellige låger, bordplader og greb. Havde beboerne særlige ønsker (som for eksempel flere skuffer, et ekstra højt højskab, en vinreol eller et skub på ruller), kunne man tilkøbe dem.

I Århus Omegn glæder man sig over, at beboerne i Møllevangen i høj grad har taget ejerskab til deres boliger. Dette engagement var så stort, at det var lige ved at blive til et problem, da man skulle tage stilling til renoveringen.

“Det var et problem at skulle forklare, hvorfor man ikke kunne flytte elstik, afløb i køkkenvask og emhætte,” siger Morten Buhrkall. “Mange syntes, det ødelagde den køkkenindretning, de drømte om. Men ville være for dyrt at lave det, hvis der skulle 24 forskellige placeringer af disse ting. Vi måtte sige: Der er nogle grundting, som skal have bestemte placeringer. Resten må I selv bestemme.” 

Print Send