Beboerbladet.dk Portræt Torben fik en ny nyre af sin nabo Karin
Portræt

Torben fik en ny nyre af sin nabo Karin

Jørn Nyvang Simon Jeppesen 15. apr. 2015
Sidste sommer fik Torben Carøe Poulsen at vide, at han fremover skulle i dialyse på sygehus tre gange om ugen. Men så tilbød Karin Illemann sig som donor.

For fem år siden flyttede Karin Illemann og Palle Falbe Hansen ind i Højmarken hos AAB Silkeborg. Endnu før flyttekasserne var pakket ud, dukkede Helle Poulsen fra nabolejligheden op. “Dav, velkommen til, kan jeg låne en grydesvamp?” husker 34-årige Karin som naboens første ord. Det blev starten på et usædvanligt venskab med Helle og hendes mand, Torben Carøe Poulsen, 51 år. Siden har de to nabopar delt adskillige kander kaffe og hjulpet hinanden med deres i alt fire hjemmeboende børn, Karin og Palles to sammenbragte plus Helle og Torbens to fælles. Karin og Palle fandt snart ud af, at Torben havde en nyresygdom. I august sidste år havde sygdommen udviklet sig sådan, at begge hans nyrer kun virkede 12 procent. Han var derfor nødt til fremover at stille til dialyse tre gange fire timer om ugen på sygehuset i nabobyen Viborg. Det kunne han kun undgå, hvis han fik transplanteret en nyre fra en trafikdræbt person eller fra en levende donor.

Fotogalleri Gode naboer. Torben Carøe Poulsen har fået en nyre af Karin Illemann. 1 af 2
Fotogalleri Med hjælp fra Karin kan Torben fortsætte sit job som chauffør. 2 af 2
TO SJÆLE, EN TANKE

Karin har været registreret organdonor, siden hun var 18 år. Hun spurgte sin kæreste, hvad han ville sige, hvis hun tilbød Torben sin ene nyre. Palle svarede, at han selv havde tænkt over at tilbyde det samme. Parret spurgte Torben, om han gav en kop kaffe, fordi de havde noget, de ville snakke med ham om. Torben anede ikke, hvad de ville tale om. Han blev glædeligt overrasket og sagde ja tak til tilbuddet. Så fulgte flere måneders undersøgelser af de to mulige donorer på sygehuset i Viborg og i Skejby ved Aarhus, hvor transplantationen skulle gennemføres. Palle blev snart sorteret fra, fordi han har en gigtsygdom. Men de grundige undersøgelser af hans kæreste viste, at Karin kunne bruges som donor. Hun ville fint kunne leve videre med én nyre.

RAR HILSEN

Omkring den 20. december fik de to par en rar hilsen: Brev om, at Karins ene nyre kunne blive transplanteret til Torben. Men først skulle den ene af hans syge nyrer opereres ud. Den havde nemlig fået cyster og ottedoblet sin vægt fra det normale til fire kg. Denne operation blev gennemført den 8. januar. Så skulle der gå minimum to måneder før nyretransplantationen. Den blev gennemført den 11. marts og foregik ligesom den første i fuld narkose. Sundhedsvæsenet gav lige til det sidste Karin mulighed for at springe fra, hvis hun fortrød. “Lige før jeg blev kørt ind på operationsstuen, blev jeg  spurgt: Er du sikker på, at du vil det her?” fortæller hun. På tilsvarende vis fik Torben at vide, at det ikke var fuldstændigt risikofrit at gennemgå operationen. “Jeg kunne risikere aldrig at vågne igen, fremgik det af det materiale, jeg fik,” fortæller han. Først fik Karin fjernet sin ene nyre og afkølet den. Derefter lå de gode naboer side om side, og Torben lå rullet ind ved siden af og fik indopereret sin nye nyre. Karin kunne udskrives efter bare to dage, mens Torben måtte blive på sygehuset i seks dage. Hans indgreb var nemlig noget større. Han har stadig lidt smerter, når han skal bukke sig, og når det er koldt. Men ellers går det godt.

DET SIKREDE TORBEN JOBBET

Operationen har sikret, at Torben kan fortsætte i sit job som chauffør ved genanvendelsesfirmaet Uniscrap. “Jeg kører normalt lastbil til hverdag, men det kan jeg ikke, hvis jeg holder i Aalborg og skal hjem i dialyse. I det lange løb ville jeg sikkert ikke have fået lov at fortsætte med at køre lastbil,” siger han.

DET KOSTEDE KARIN JOBBET

For Karin faldt tidspunktet for operationen uheldigt. “Jeg havde lige fået arbejde, men måtte fyres på grund af operationens tidspunkt. Arbejdsgiveren ville ellers godt vente, men min sagsbehandler satte foden ned,” siger hun. Karin er sikker på at finde et andet arbejde og ser sådan på det: “Jeg elsker at hjælpe andre, og så er det sådan set ligegyldigt, om det er med en grydesvamp eller med en nyre.”

FAKTA OM NYRERNE:

Nyrerne er to bønneformede organer på størrelse med en knyttet hånd. De er beliggende op ad ryggen, beskyttet af ribben og muskler. Man har normalt to nyrer, men kan sagtens klare sig med én. Nyrerne renser blodet for affaldsstoffer og giftstoffer, der sammen med overskud af væske fra kroppen danner urinen. 

Her transplanteres nyrer i Danmark: 
Rigshospitalet, København 
Odense Universitetshospital 
Skejby Sygehus, Aarhus 

Nyretransplantationer: 
Nyretransplantation på mennesker blev første gang udført i Boston, USA, i 1954. Den første nyretransplantation i Danmark udførtes i 1964 på Århus Kommunehospital. Der udføres i Danmark årligt ca. 225 nyretransplantationer, heraf ca. 40 procent med levende donorer.

Beboerbladet nr. 2 - 2014

Print Send
Kommentarer

Kommentar kan ikke være tom.

Navn kan ikke være tom.