Beboerbladet.dk Portræt Mangel på religion førte til radikalisering
Portræt

Mangel på religion førte til radikalisering

Samina Usman Ulrik Jantzen 24. aug. 2015
Afghanskfødte Khaterah Parwani har turdet stille spørgsmål og udfordre gængse tankesæt. Men det har haft personlige konsekvenser. Hun kom ud i radikalisering. Fik en depression Og arbejder nu med anti-radikalisering.
Det gode ved et lukket samfund er, at man interagerer med hinanden, Khaterah Parwani

Hun afbryder en samtale med en dokumentarist, der er i gang med at lave en film om hendes liv, for at lade sig interviewe til Beboerbladet. 32-årige­ Khaterah Parwani er efter­tragtet og efterhånden blevet et velkendt ansigt i forskellige tv-debatter, hvor hun blandt andet udtalersig om radikalisering. Hun udstråler styrke med sit faste, men rolige blik, og en selvsikkerhed i sin tale og måde at argumentere på. Og lægger hverken bånd på sine holdninger eller sprogbrug.

Heftigt temperament
Som treårig kom hun til Danmark med sin familie og flyttede til Urbanplanen hos 3B, på Amager. Som barn havde hun et heftigt temperament. Hun kom op at slås ude i gården. Gjorde det modsatte af, hvad der blev sagt. Kort sagt en oprørsk pige, der ikke altid adlød sine forældre og ville finde ud af alt selv. I skolen var hun dygtig. Men at sidde stille og lytte koncentreret var ikke en af hendes stærke sider. Fraværet var derfor højt, og tiden blev brugt på alt muligt andet.

Barndommen i Urbanplanen har været fyldt med gode minder. Beboerne havde en stor kontaktflade til hinanden med hyppige nabobesøg, og hvor børnene overnattede hos hinanden, selv om de boede lige overfor. Højtiderne fejrede man også sammen. Til eid, som er muslimernes festdag, sendte mødrene børnene på rundtur hos naboerne for at dele ud af hjemegnenes retter. Khaterah husker, at eid betød lækre arabiske, marokkanske og pakistanske retter. Til jul blev der delt gaver ud.  

“I Urbanplanen kender alle alle. Det virker som et lille lukket samfund, og nu kommer jeg til at tænke på et parallelsamfund, men  det behøver ikke udelukkende at være negativt, det kan også være positivt. Det gode ved et lukket samfund er, at man interagerer med hinanden,” ræsonnerer hun og fortæller, at Urban­planens placering rent geografisk også har haft en langt større betydning, end man umid­delbart skulle tro. Især hvad angår racisme og radikali­sering.

Målrettet rekruttering
For Urbanplanen ligger på øen Amager. Ifølge Khaterah betyder netop det faktum, at radikaliserede kræfter ikke har haft samme succes med at få tag i unge som i andre boligområder, der ikke ligger på en ø. Hun forklarer, at man ikke ser religiøse organisationer som Hizb ut-Tahrir og Kaldet Til Islam rekruttere unge på gadeplan på samme måde som i Mjølnerparken, Tingbjerg og Vestegnen eksempelvis.

Et boligområdes place­ring har derfor stor betyd­ning, pointerer hun og fortæller, at tendensen til radikalisering også er mindre i andre udsatte boligområder, der ligger lidt væk fra byen. Typisk ved de radikaliserede kræfter, at de ikke har så meget medvind  i sådanne områder.

“Unge i Urbanplanen er svære at rekruttere, for alle har lige sociale vilkår, uanset om man er hvid eller brun. Man har samme udgangspunkt. Den danske kvinde og den muslimske kvinde er ligestillede, og derfor har man et andet sammenhold. Diskriminationen og racismen er mere hårdkogt i Mjølnerparken på Nørrebro, selv om det er så mangfoldigt et sted, og derfor er beboerne også mere udsat for radikalisering,” uddyber hun.

Alligevel havner Khaterah med sin opvækst i ­Urbanplanen i et radikaliseret miljø. I sin gymnasietid, på Vestre Borgerdyd Gymnasium, bliver hun tiltrukket af Hizb ut-Tahrir. Men det har helt andre årsager, fastlår hun. Mødet med religionen var en personlig sag. Andre unge, som hun kendte, blev slet ikke tiltrukket af miljøet.

Hovedårsagen til hendes radikalisering kom fra et helt andet sted: Hendes eget hjem.

Et hjem uden religion
Khaterah voksede op i et hjem uden religion. En moské havde hun aldrig sat fødderne i under sin opvækst. Ej heller havde hun set en imam før. Hendes kendskab til islam var nærmest ikke eksisterende. Hendes far var nemlig ikke særlig religiøs, og det fik uventede konsekvenser…

“Da jeg mødte en fra Hizb ut-Tahrir, var han som en lærd i mine øjne. Det var mit første møde med religionen. I islam er der et sammenhold. Der er noget smukt ved, at man spiser sammen og beder sammen. Islam har en varme, og den ville jeg gerne være en del af. Men for mig kom den politiske debat til at fylde for meget og tog overhånd. Jeg kunne ikke skelne imel­lem det smukke og det poli­tiske,” siger hun.

På samme tid skete skelsættende begivenheder som 11. september, og Afghanistan – hendes hjemland – blev angrebet. Uretfærdigheden og hykleriet pinte hende, da rektor besluttede at holde et minuts tavshed for ofrene for 11. september. Khaterah var berørt af de menneskeliv, der var gået tabt, men kunne ikke forstå, hvorfor man ikke viste samme sympati over for andre ofre, og den dag i dag ikke skænker de civile tab i Afghanistan en tanke.

Ny identitet
Mødet med medlemmer fra Hizb ut-Tahrir, der dukkede op på gymnasiet for at sprede deres budskaber, gav hende en religiøs identitet. Khaterah ønskede retfærdighed og ligevægt i politiske sager i Danmark. Sam­tidig oplevede hun, hvordan hendes ikke-muslimske klassekammerater pludselig begyndte at holde sig tilbage og skabe afstand. For nylig mødte hun dem igen og spurgte kammeraterne om, hvorfor de egentlig havde holdt sig tilbage i perioden efter 11. september? Svaret overraskede hende.

De havde følt, at de muslimske klassekammerater bakkede ud og begyndte at rotte sig sammen.

“Og den er god nok. For vi gjorde det for at beskytte os selv imod fordommene. For i og omkring den tid mødte man mange fordomme over for islam, og pludselig var vi alle sammen islamister og fundamentalister. Der var ingen nuancering. Folks reaktion var jo langt hårdere, end den er i dag efter angrebet i Frankrig eksempelvis. Efter 11. september var folk i choktilstand, og den naturlige konsekvens er, at man rotter sig sammen med dem, man kan genkende og spejle sig i. Og det gjorde vi også,” indrømmer hun.

Vred far
Khaterah begyndte at del­tage i Hizb ut-Tahrirs ­arrangementer, hvor hendes radikalisering tog fart. Hizb ut-Tahrir virkede interessant for hende med deres store engagement og pas­sion for deres sag. Hun så dem nærmest ustandseligt.

“Jeg begyndte at læse Koranen og tolkede den politisk og ikke teologisk, for det var jo den mentalitet, jeg havde mødt. Jeg så det her skel imellem muslimer og alle andre og tænkte, at den muslimske identitet er truet. Det var jeg overbevist om. Jeg følte mig fremmedgjort og ekskluderet i Danmark og følte ikke rigtigt, jeg hørte til her.”

 Men en dag opdagede hendes far brochurer og flyers i hendes taske, og han flippede efter hendes eget udsagn fuldstændigt ud. Og et nyt oprør imod hendes forældre begyndte. Hun vendte sin vrede imod sine forældre i stedet, fordi hun indså, hun var gal på den med sine nye ekstreme holdninger og ikke længere kunne genkende sig selv.

“Hvorfor fanden har du ikke lært mig at bede? Hvorfor har du ikke taget mig med i moskeen? Hvorfor har jeg ikke fået nogen viden om min religion. Og det var jo egentlig det, min mor gerne ville have, for hun var meget religiøs, og mor sagde til far, hvad sagde jeg. Og far og mor var virkelig bekymrede for min nye vej.”

Khaterah nåede at betale kontingent til Hizb ut-Tahrir en enkelt gang, hvorefter hun meldte sig  ud. Hendes tankegang havde ændret sig så markant, at hun fik en depression af magtesløsheden. Forældrene blev så bekymrede, at de besluttede sig for at tage hende med tilbage til ­Afghanistan, fordi de mente, noget luftforandring ville gøre hende godt. Og ganske rigtigt blev rejsen, der varede tre måneder, en øjenåbner og et vendepunkt for hende.

Udnyttede uvidenhed
Khaterah oplevede Afghanistan fra flere forskellige perspektiver og var efterladt med følelsen af, at der rent faktisk ikke var nogen, der ville landets bedste. Alle havde en egen interesse i landet, om det var de fremmede styrker, Taleban og andre grupperinger. Det gik op for hende, at det ikke handlede om en muslimsk identitet.

“Alle disse grupper havde det jo pissegodt, mens resten af landets befolkning lå i ruiner og i krig. Islam siger, du ikke må have mere end din nabo eller genere din nabo. Men ingen praktiserede det. Og de, som sympatiserede med ekstremisterne, var jo analfabeter. Man udnyttede uvidenheden på det groveste. Måden, man behandlede kvinder og de svageste i samfundet på, var jo fuldstændig u-islamisk, og det mindede mig meget om Hizb ut-Tahrir og andre foreninger, som prædiker en etisk moralsk sag, men som har meget svært ved at praktisere det.”

Endnu en identitet
Khaterah vendte hjem med en fornyet identitet. Hun takker sine forældre for, på trods af sygdom, at have haft overskud til at hive fat i hende og vise hende vejen. Hun mener, at hvis man skal tænke i form af anti-radikalisering på præventivt plan, så er det en falsk myte at lægge en dæmper for religionen og understøtter sin påstand ved at henvise til undersøgelser, der viser det samme.

Khaterah, der er i gang med at tage en kandidatgrad i jura og arbejder med unge, der er radikaliserede, fortæller, at langt størstedelen af unge kvinder og mænd, der bliver tiltrukket af radikale miljøer, er vokset op uden religion i hjemmet. Og det gør det ikke bedre af, at vi er alt for religionsskræmte i Danmark, når vi arbejder med unge med muslimsk baggrund.

“Man skal ikke tro, religionen er noget, der bare forsvinder, hvis man lukker øjnene. Vi bør se det som en styrke og ikke prøve at nærmest udslette de unges muslimske identitet. Det er en del af deres opdragelse og identitet, selv om de muligvis ikke har indgående kendskab til den. For når de står op og ser sig i spejlet, så ved de, at de ser anderledes ud. Man skal gøre det anderledes til noget positivt og smukt. Og ikke lade sig blive skræmt af det,” argumenterer hun og løfter også en pegefinger imod forældregenerationen, der skal være langt mere aktive, hvad angår opdragelsen af deres børn, og engagere sig  i samfundet.

Unge føler eksklu­sion
Et andet gennemgående træk for unge, der ender i ­radikalisering, er, at de sidder med en følelse af eksklusion, diskrimination og føler ikke, de hører til. Hun mener, at man i det danske samfund på gadeplan, i skoler, institutioner og så videre bliver nødt til at kigge indad og stille sig nogle afgørende spørgsmål, som blandt andet hvad det er, de radikaliserede miljøer kan give de unge, som det danske samfund ikke kan give.

Manglen på ægte integration har skabt store kløfter. Selve ordet integration er et smukt ord, mener hun. For man tager to fremmede elementer og blander dem ind i hinanden. Men nævner man ordet i en dansk kontekst, klinger det pludseligt negativt i hendes ører.

“Vi har ikke været særlig fleksible til integration. I Danmark har det handlet om at forstærke den danske identitet og ikke om en balancegang for dem, der har to forskellige identiteter. Blandt andet derfor har vi så sindssygt mange unge og efterkommere i dag, som går rundt og vakler imellem to identiteter, og de aner ikke, hvordan de skal tackle det,” understreger hun.

Vil man gøre noget for at forbedre integrationen i Danmark, skal man møde modpartens kultur med et positivt og åbent sind, oplyse de unge og give dem et kendskab og ikke mindst anerkende deres egen baggrund sammen med den danske, tilråder hun. Hun advarer imod, at den ene kultur får overvægt, for så ender det galt.

Åbent sind
I dag slapper Khaterah mere af og ser tilbage på sit liv som en lang kamp. Hun håber, at det danske samfund forandrer sig og møder minoriteter med et åbent sind, uanset om man er muslim, transseksuel, homoseksuel eller noget helt andet.

“Jeg håber, diskriminationen stopper, og vi holder op med at opføre os grimt over for alle minoriteter. For etniske minoriteter sker der et generations­skifte. Børnene får forældre, der er langt mere engagerede i samfundet, og ved, hvad der foregår. Og det er vigtigt for fremtiden, at forældrene ved, hvad der foregår ude i samfundet. Oplysning er vejen frem.”  

FAKTA:
Hvad er eid? Eid betyder glædens dag og bliver fejret af alverdens muslimer to gange om året. Eid ul fitr markerer ramadanens afslutning – også kaldet lille eid. Mens Eid ud Adha ærer og markerer profeten Abrahams villighed til at ofre sin søn Ismail – også kalde store eid.

Hizb ut-Tahrir arbejder for en forening af alle muslimer under et islamisk styre (kalifat), fjernelse af al vestlig indflydelse i den islamiske verden (Dar al-Islam) og et liv efter den rette islamiske levemåde.

Koranen består af 114 kapitler, suraer. Den er parallelt hermed inddelt i 30 djuz, "dele", som blev samlet under kalifatet af den tredje historiske kalif, Uthman ibn Affan (644-656). Samlingen af Koranen skete på baggrund af forskellige nedskrevne notater samt mundtlige overleveringer.

Se også:

Dokumentarserie: "Kvindestemmer"

Dk4 har produceret programrækken ”Kvindestemmer”, som er en mini-dokserie, hvor danske kvinder taler om bl.a. oprør, karriere, vold, kærlighed, abort, sexchikane, amning, porno - og mænd. Se programmet hvor Khaterah Parwani medvirker.

Beboerbladet nr. 3 - 2015

Print Send