Beboerbladet.dk Portræt Jeg havde mit helt eget liv
Portræt

Jeg havde mit helt eget liv

Katrine Nadia Jørgensen Lars Bertelsen 10. nov. 2016
Fællesspisningen og friheden til at færdes frit er det, han bedst husker fra barn dommen i Albertslund. Byen spiller stadig en vigtig rolle, når Anders Matthesen går på scenen for at få os til at grine.

Jeg føler mig som Palle alene i verden,” siger han, da vi trasker ind i boligafdelingen Galgebakken i Albertslund på den københavnske vestegn. Det er en helt tilfældig tirsdag formiddag, og stierne imellem de lave boligblokke ligger øde hen, mens støvregnen lægger sig blødt over de små firkanter græs, der er spredt ud over området.

41-årige Anders Matthesen er komiker, forfatter og skuespiller. Han har net­op udgivet sin første børnebog, og i skrivende stund turnerer han med sit syvende standup-show. Som otte-årig flyttede han til Galgebakken sammen med sin mor og ti-årige bror. Dengang havde bolig­afdelingen blot ti år på bagen, og han husker det som en magisk tid med masser af fester, frihed og fællesskab.

Havde sit helt eget liv
“Jeg kan næsten ikke holde det ud,” siger han, mens han går rundt i barndommens gader i Galgebakken. Hvor er min cykel? Hvor er alle drengene? Har jeg pjækket fra skole? “udbryder Anders Matthesen, der mentalt er vendt tilbage til barndom­men og lige nu ræser rundt på sin BMX sammen med alle vennerne. “Jeg har bræk­ket mit ben på den trappe og siddet oppe på det her tag 600 gange,” siger han og ­peger på en række træbjælker, der samler sig som et tag over pladsen foran beboerkiosken, der ligesom resten af den forladte kulisse stort set ligner sig selv. Første maj klatrede alle “møgungerne” op ad stolperne for at springe rundt fra bjælke til bjælke, forklarer han.


Han har spenderet mange timer i Galgebakkens vaskeri. Som barn rullede  han lagenerne for sin mor, og da han senere flyttede i ungdomsbolig, var der heller ikke råd til vaskemaskine, fortæller han til beboeren Kim, der har boet  i afdelingen det meste af sit liv.

“Jeg var ikke noget nøgle­barn, men jeg havde mit helt eget liv. Det var utroligt dejligt. Min barndom var fri, legende og lystfuld. Der var kaninbure, rulleskøjter, legepladser og masser af børn, der cyklede rundt på alle stræderne. Der var ingen, der låste dørene, så vi vadede bare ind hos hinanden,” husker han.

Der var ingen biler i boligafdelingen. Derfor kunne han cykle rundt og besøge vennerne på kryds og tværs. Og når han kedede sig, be­søgte han containergården, hvor yndlingslegen var at skyde med slangebøsse efter gamle fjernsyn og mælkekartoner.

Min mor støttede op om, at jeg selv opfandt mine lege,” siger han. Og det frie børneliv er måske en af år­sagerne til, at han er blevet en frygtløs original.

Frygtløs
“Jeg har altid været fasci­ne­ret af et show. Jeg kunne godt lide at spille sketches sammen med min bror, når vi var på ø-lejr, og jeg skrev autografer for sjov, da jeg var ganske lille,” forklarer han. Som 12-årig begyndte han at rappe sammen med sin bror og en god ven, Tue, der også kom fra Albertslund. Drengene kaldte sig for Human Beatboys og greb mikrofonen, hver gang de øjede muligheden.

Det var et stort fokus for mig, at jeg bare skulle ud i verden og fyre den af. Vi nassede os med til demonstrationer som Internationale socialister, 1. maj-arrangementer og råbte fuck lærerne’, når der var en tændt mikrofon på skolen.”

En dag ringede teenagedrengene ind til DR’s Børneradio. De fik overtalt værterne til at lukke dem ind i studiet for at lave DM i Beatbox, som er en særlig form for rap, hvor man får sin stemme til at lyde som et instrument. På den måde blev karrieren kridtet op, og allerede i 1991, da Anders Matthesen var 15 år gammel, vandt gruppen DM i Rap og en pladekontrakt i TV 2-programmet Dæxel.

Selvom pladekontrakten aldrig førte til en udgivelse, gav den Anders Matthesen en god portion selvtillid. Og to år senere stod han som 17-årig på scenen på Restaurant DIN’s i København, da DM i Stand-Up
løb af stablen. Han gik derfra med en andenplads og en idé om, hvad han skulle bruge de næste mange år på.


Bulgur, linsesuppe og blomkålsstuvning var på menuen, når der blev lagt op til fællesspisning i beboerhuset, husker Anders Matthesen. Aktivitetsmedarbejder Henrik Seidenfaden har ført traditionen videre, og der er stadig fokus på at minimere beboernes kødforbrug, fortæller han, da vi møder ham foran det traditionsrige hus.

Bulgur og blomkåls­stuvning i Beboerhuset
“Da jeg fik det første grin, vidste jeg, at det var det, jeg skulle bruge resten af livet på. Jeg skulle alligevel ikke stå i nogen butik og heller ikke være skole­lærer,” siger han og stopper op foran et stort sort hus i to etager. Beboerhuset. Her har han tilbragt mange sene aftentimer som dreng. Menuen stod som regel på bulgur, linsesuppe og blomkålsstuv­ning, og beboerne lavede mad på skift.

Menuen var ikke så sjov for os unger,” griner Anders Matthesen, da han træder indenfor, hvor vi møder aktivitetsmedarbejder Henrik Seidenfaden, der bekræfter­, at der stadig er gang i fællesspisningen. To gange om ugen hjælper aktivitetsmedarbejderen beboerne med at købe ind og sørge for, at de ikke laver for meget hakkebøf,” fortæller han med et glimt i øjet.

Der var altid gang i den her. Jeg kan tydeligt huske, da vi vandt EM i fodbold. Så måtte vi herop at fejre, at vi blev europamestre, og flere af de voksne spillede violin,” siger Anders Matthesen.

Albertslund-typer er med i repertoiret
“Indimellem mindede beboer­huset også om at gå ned på pubben. Alle de voksne sad og drak sig stive i rødvin, og nogle gange var der et band på,” siger han. Et par af de festglade voksne har han da også brugt som inspiration til de mange skæve figurer, som han senere har foldet ud i radioen og på tv-skærmen.

Jeg stykker karakterer sammen af alt, hvad jeg oplever. Jeg har en del Albertslund med i mit repertoire. Der var engang en mand, der ville centrifugere sine katte, og der var også sådan en Stewart-type blandt den stribe af alkoholikere, der holdt til her. Vi skulle altid lige se hans tatoveringer,” siger han og slår over i en rallende stemme: Se her, unger! Der er tre stjerner!”

Stewart-typen går igen
i flere af Anders Matthesens fortællinger. Den alkoholi­serede bolværksmatros, Stewart Stardust, blev for alvor en kendt figur, da han i 2003 tonede frem på tv-skærmene i den satiriske voksenjulekalender Jul
på Vesterbro”. Året efter fik karakteren igen en frem­­­trædende rolle, da han trådte frem på skærmen som hovedpersonens onkel i tegnefilmen Terkel i knibe”. Men selvom matrosen har et hårdt udtryk, bliver han skildret med varme og et tykt lag humor.

Øser af gajolæske-­filosofien
“Jeg har en kærlighed for det mangfoldige. Det kan godt være, at det kommer fra Galgebakken. Hvis en person er grænseoverskridende, eller jeg møder en landevejsridder i byen, sætter jeg mig ved dem og begynder at snakke,” ­siger han og understreger, at de alkoholiserede typer garanteret også huserer i andre boligafdelinger end Galgebakken.

Jeg kan godt lide at øse fra det sted, som jeg selv kommer fra. Nogen synes, det er fladt, naivt og en form for gajol­æske-filosofi, men jeg kan godt lide at være mig selv. Du skal ikke kun søge råd fra dem, der kan det hele i forvejen. Det kommer til at frisere de ting, du skal lave,” slår han fast og forklarer, at universet omkring Terkel i knibe” er bygget op omkring ele­menter fra Galgebakken. Selvom vej­ene­ har fået fiktive navne, har han tænkt på området, når han for eksempel skulle skildre fornemmelsen af at cykle rundt i forstads­idyllen, mens duften af hyben trænger ind i næseborene om sommeren.

Vi forlader Beboerhuset og fortsætter ad de smalle stier, der forbinder Galgebakkens lave rækkehuse. Anden styrer!” råber en mand, der stikker hovedet ud af et vindue på første sal. Du var vikar i folkeskolen­, da jeg var 18 år,” siger han, og Anders Matthesen er straks klar med en rap replik: Det har ikke været særligt meget, du har lært.” Ansigtet i vinduet bekræfter: Nej. Men du fortalte os, at det var dig, der var skærmtrolden Hugo.” De griner begge to og bliver enige om, at Anden var god til at finde på løgnehistorier dengang.

Én til én med hele verden
Anders Matthesen er vant til at blive stoppet på gaden. Da han for ti år siden optrådte med standup-showet “Anden på Coke”, følte han sig som en rockstjerne, når han gik uden for sin dør. Der lå blomster på bilen om morgenen, og fanskaren skrev hilsner med kridt, som han mødte, når han gik sin daglige gåtur rundt om søerne i København.

Han bliver stadig stoppet de fleste dage, og han nyder at være én til én med hele verden” og forklarer:

Jeg har altid været meget social. Det største er for mig at se, hvad der sker, når jeg ingen planer har. Jeg elsker for eksempel at gå i Tivoli på konfirmanddag.” Og netop derfor har han aldrig fortrudt, at han som 21-årig skiftede sin ungdomsbolig­ i Galgebakken ud med en permanent adresse på Frederiksberg. I byen er der altid gang i gaden, og han bliver dagligt inspireret af de mange typer mennesker, som han møder. Alligevel­ tænker han tilbage på Galge­bakken med vemod:

Jeg kunne godt unde mine egne børn nogle grønne stier. Jeg gav afkald på en masse natur og et rigt udendørsliv, da jeg flyttede herfra. Men jeg har ikke ­flere venner, der bor i Galge­bakken, og nu er min mor også flyttet herfra.”   


DET BEDSTE VED AT VOKSE OP I GALGEBAKKEN
• Landsbyens opbygning: Et super hyggeligt område med eventyr og smutveje.
• Tæt på skoven og i det hele taget fuld af grønne områder.
• Alle kender alle. Man følte sig som en del af landsbyen.
• Masser af udfoldelsesmuligheder for børnene.
• Følelsen af fællesskab og sammenhold. Det var som en slags light-udgave af Christiania.

Print Send