Beboerbladet.dk Portræt Imellem det almene og villaen
Portræt

Imellem det almene og villaen

Mads Andersen Emil Hornstrup Jakobsen 13. maj. 2015
Han har været journalist- siden 80’erne på både aviser og i TV. Studieværten Klaus Bundgård Povlsen voksede op i Etagehusene i Lyngby, en opvækst præget af sammenhold. I dag bor han i villa i Brønshøj, men hjertet banker stadig for det gamle kvarter.

Der lyder et blødt dunk, da vice­værten banker riven ned i jorden. Der skal plantes nye blomster, så jorden skal forbe­redes først. Han kigger op med et undrende blik og retter lidt på sin kasket. Så peger han.

“Dig kender jeg da. Er du ikke ham journalisten fra TV 2?” spørger han. Klaus Bundgård Povlsen smiler og ryster lidt på hovedet, før han svarer.

“Nej, det er helt forkert. Jeg er studievært på TV Avisen på DR.” Viceværten nikker – det kunne han egentlig godt se, nu da det blev sagt.

Fotogalleri I rask trav går Klaus Bundgård Povlsen rundt om blokken, mens han kigger op på vinduet på 1. sal - og på den anden side af det værelse, som han voksede op i. 1 af 2
Fotogalleri Legepladsen lige overfor Klaus' gamle opgang var rammen for de mange børns sammenhold. I dag undrer han sig over, hvordan 20 børn kunne være på den. 2 af 2
Det jeg husker mest tydeligt, var den enorme frihed og det sammenhold, der var dengang blandt os børn.

Vi befinder os på Parkhøj­vej, en stille vej i Lyngby i AKB Lyngbys afdeling Etagehusene. Det er her, at vi møder studieværten Klaus Bundgård Povlsen. Han træder ud af døren til opgang nr. 16, hvor han voksede op – han var lige oppe for at hilse på en gammel ven, som desværre ikke lige var hjemme. Han vender sig om og kigger op ad bygningen og på den matte, lyseblå indgangsdør.

“Det ser sgu stadig ud, som det gjorde dengang. Det er lidt sjovt at tænke på. Den dør har nok snart 60-års-jubilæum.”

Kunstnere i en småborgerlig afdeling
Klaus Bundgård Povlsen blev født i 1958, blot to år efter Etagehusene blev taget i brug i 1956. Dengang var det en meget attraktiv afdeling – en helt klassisk, lidt småborgerlig afdeling, som Klaus Bundgård selv beskriver den. Han er søn af digteren Orla Bundgård Povlsen og forfatteren Grete Anna Povlsen, to kunstnere, som passede atypisk ind i den ellers småborgerlige afdeling. Dengang var det ikke unormalt, at mennesker fra flere forskel­lige samfundslag boede side om side i de almene boliger. Klaus Bundgård husker, at naboerne var åbne, venlige og tålmodige.

“Min far lyttede tit til lidt for høj musik om aftenen – men der blev sjældent klaget over det i afdelingen,” fortæller han og sætter sig på trappen i opgang nr. 16.

Sammen med sin søster og sine forældre boede han i en lejlighed på første sal med to værelser. Børnenes rum var delt med en rumdeler for at give dem lidt privatliv. Det gjorde ham ikke så meget, at lejligheden var lille, for han var ofte ude. Efter skole hang han ud med vennerne i området, så tog han hjem til aftensmad, og bagefter tog han ud til vennerne igen.

“Det jeg husker mest tydeligt, var den enorme frihed og det sammenhold, der var dengang blandt os børn. Som forælder i dag ved jeg stort set altid, præcis hvor mine børn er, og hvad de laver. Det gjorde mine forældre ikke dengang.”

Han fortæller, at alle de unge i blokken hang ud sammen – fra de yngste til de ældste. Det lå implicit, at de ældste havde ansvaret for de yngste. Når de var flest, tror Klaus Bundgård, at de var omkring 20 børn, der hang ud sammen – en helt anden barn­dom, end hans egne børn oplever i dag.

Villa i Brønshøj
Det almene sidder stadig i ham, fortæller han, mens vi går rundt til bagsiden af boligblokken. Derfor gør det lidt ondt i ham, når han kigger ud over den tomme græsplæne bag bebyggelsen, hvor mange børnefamilier engang hyggede sig. Der er ikke mange børn tilbage – de fleste beboere er ældre mennesker.

I dag bor Klaus Bundgård og hans kone, journalisten Dorte Fals, i en villa i Brønshøj. Et ressourcestærkt og engageret par som dem ville netop være med til at styrke den almene sektor og hjælpe med at gøre det mere attraktivt. Alligevel har familien valgt at bo i villa – og ikke i almen bolig. Konfronteret med det faktum, trækker Klaus Bundgård let på smilebåndet.

“Ja, det er rigtigt. Jeg kan godt se det lidt selvmodsigende i det,” siger han.

Han fortsætter, at selvom han har haft en fin opvækst i det almene, har familien ikke overvejet at flytte ud til noget alment. Problemet, som han beskriver det, er, at han nu tjener nok til at kunne bo i en ejerbolig.

“Selvom jeg husker sammenholdet og naboerne som noget godt, så er de meget tætte naboer noget af det, jeg på en måde er glad for, at jeg undgår. Jeg hører ikke mine naboers børns larmende musik om natten, skænderierne hos under­boen eller andre nabogener. Det er nemmere at lukke den slags ude, når man bor i villa. På en måde var det hyggeligt og sjovt dengang, men nu, hvor jeg er voksen, er det ikke så sjovt længere. På en måde er det sgu lidt ironisk.”

En del af tendensen
Dengang var det mere naturligt at bo alment og at blande forskellige samfundslag. To kunstnere kunne sagtens passe ind i en småborgerlig afdeling uden de store problemer – og de ville gerne passe ind. I dag står det anderledes til. Der sker en segregering, hvor folk fra samme sociale lag samler sig, i stedet for at blande sig. Det er en problematik, som Klaus Bundgård ikke er blind overfor.

“Jeg tror, at de fleste almene boligområder døjer med nogle sociale problemer. De tager jo vare på en del socialt udsatte borgere. Det er selvfølgelig en meget god og vigtig ting, at det almene tager hånd om de mennesker – og det skal det også – men jeg kan alligevel ikke lade være med at ønske, at det blev lige så attraktivt at bo alment, som da jeg voksede op her.”

Selvom det almene stadig sidder i ham, og han ofte besøger det gamle kvarter, er han stadig blevet en del af den selvsamme tendens, som så mange andre også er.

“Det almenes styrke er, at overlægen kan bo side om side med kontanthjælpsmodtageren – at vi kan se, hvor forskellige vi er. Men der er jo en tendens til, at de rige samler sig i ’rigmandsghettoer’ og omvendt. Og ja – den tendens er jeg nok også en del af, selvom jeg er opvokset alment.”

Hjemad igen
Klaus Bundgård og viceværten er faldet i snak. Viceværten har været ansat i afdelingen i mange år, og de snakker om de ’gode gamle dage’.

“Det er da sjovt, at du er vokset op her. Området har ændret sig en del – du må have været den sidste generation af store børn i området,” siger viceværten.

“Ja, og så alligevel er der nogle ting, der ikke har ændret sig,” tilføjer Klaus Bundgård og kigger på sin gamle opgang og på døren, der snart har 60-års- jubilæum. Han begynder at gøre tegn til at gå – han vil ikke forstyrre længere.

“Hav det godt, hyggeligt at snakke med dig,” siger han og holder hånden op i en farvelhilsen, mens han fortsætter ned ad Parkhøjvej, væk fra barndomshjemmet. 

JOURNALISTEN BAG DEN BLÅ DØR 

Fascinationen for TV og journalistikken fik Klaus Bundgård Povlsen i en tidlig alder. Dengang var TV et helt nyt medie, der opslugte alt omkring sig. Der var kun én kanal, og den samlede hele befolkningen. Klaus Bundgård husker specielt én begivenhed, der bed sig fast i ham.

“Jeg kan huske, at én fra TV engang kom på besøg for at interviewe min far, og det var et kæmpe cirkus. De slæbte kamera, lys og alt muligt op ad trappen. De trak også meterlange kabler over det hele. Det tog en krig, og til sidst kom journa­listen luntende, nærmest som en konge,” fortæller han.

Oplevelsen inspirerede ham og en gruppe venner til at opfinde en leg, der skulle vise sig at være en forsmag på hans fremtid. På skift stillede de sig bag den blå dør i opgangen, kiggede ud igennem det klare glas og sagde de klassiske ord:

“Godaften og velkommen til TV Avisen.”

Spurgt ind til om det var tegn på, at han allerede dengang brændte for at være journalist, griner han og ryster på hovedet.

“Jeg var kun omkring 7 år på det tidspunkt. Jeg havde ingen idé om sådan noget.”

Selvom legen bag døren måske var det første skridt på vej imod journalistikken, var det først, da han blev ældre, at han virkelig fik øjnene op for faget. Det var TV-dækningen af Vietnamkrigen i 60’erne og 70’erne, der vakte interessen i ham.

“Der gik det virkelig op for mig, hvor vigtig journalistikken var. Dækningen fik jo ændret hele den vestlige verdens holdning til krigen,” fortæller han og forklarer, at Vietnamkrigen var den første krig, der blev dækket af live TV.

Denne fascination skulle senere føre til, at han blev ansat på Politiken i 1987 – hvor han bl.a. var med til at dække Blekingegade-sagen – og siden 1997 har bevæget sig rundt på forskellige programmer i DR, senest på TV Avisen, hvor han har været studievært siden 2008.  

Print Send
Kommentarer

Kommentar kan ikke være tom.

Navn kan ikke være tom.