Beboerbladet.dk Portræt Fra analfabet til prisvindende jurist
Portræt

Fra analfabet til prisvindende jurist

Katrine Nadia Jørgensen Lars Bech 12. mar. 2018
Han har skrevet sidste års bedste juraspeciale og modtaget en pris af justitsministeren. Det har krævet en god portion vilje, for Fawad Aslam kunne hverken læse eller skrive, da han kom til Danmark som 12-årig.
Fotogalleri Som dreng drømte Fawad Aslam om at blive professionel fodboldspiller. I Søndersø Boldklub følte han sig hjemme. Her betød det ingenting, at han var analfabet. 1 af 2
Fotogalleri Fawad Aslam er blevet boende i Søndersø, der er en lille landsby uden for Odense. Hver dag pendler han til København, hvor han arbejder som jurist. Han nyder at ankomme til landsbyens ro sent hver aften. 2 af 2

Fodbold var hans store passion, da han var tolv år gam­mel og boede midlertidigt som flygtning i Iran. Men han kom fra en fattig familie, så der var hverken råd til bold eller støvler, og en helt almindelig vej blev brugt som fodbold­bane. Byens børn brugte sten til at markere, hvor de manglende fodboldmål burde have været, og når bilerne kom susende, måtte børnene springe væk fra gaden.

“Vi valgte et tidspunkt på dagen, hvor der var få biler. Men der var kun en enkelt dreng i byen, der ejede en bold. Hvis han ikke kunne spille, blev det hele aflyst,” siger Fawad Aslam, der brugte mange af sin barndoms timer på fodbold. Og timer var der nok af, for familien havde ikke penge til at sende ham i skole.

Engang imellem slog tanken ham, at “mulighed­ernes­ land” ventede et sted ude i horisonten. Hans far var alle­­rede taget i forvejen, og når familien hørte fra ham, blev de lovet legetøj, egen cykel og først og fremmest fred, for­klarer Fawad Aslam, der som 12-årig drog til Danmark, sammen med sin mor og fem søsk­ende, for at blive familie­sammenført.

Lille landsby åbnede ­muligheder
Inden den skelsættende dag i år 2000 havde han nået at bo i tre forskellige lande.

Han blev født i det bor­gerkrigshærgede Afgha­nistan i 1989, men hver gang han voksede en centimeter, voksede utrygheden  i hjemlandet også. Da han var seks år gammel, overtog den islamistiske bevægelse Taleban kontrollen med landet, og Fawad Aslams forældre tog børnene under armene og flygtede til Pakistan. Men også her var dagligdagen plaget af sult og fattigdom. Derfor tog faderen til Danmark, mens resten af familien søgte tilflugt i Iran. Efter to års ventetid blev familien familiesammenført.

Det chokerede Fawad Aslam at ankomme til mulighedernes land. Familien blev indkvarteret i et lille hus med udsigt til en skov. Den lille landsby, Søndesø, der ligger 15 kilometer­ nordvest for Odense, em­mede af alt andet end muligheder.

“Jeg havde længe forestillet mig en by med masser af høje bygninger og masser af mennesker. Den nærmeste skole og butikkerne lå mindst fire kilometer væk, og der var ingen busser,” griner han. Men den lille landsby skulle vise sig at være det bedste, der kunne ske for den unge mand.

“Jeg tror, det havde en effekt, at vi landede et sted med få udlændinge og rigtig mange danskere. Jeg lærte sproget på omkring et halvt år,” fortæller Fawad Aslam, der hverken kunne læse, skrive eller regne, da han ankom til Danmark.

“Jeg kom 12 år for sent til verden. Sådan føles det i hvert fald. Min drøm var at læse jura, og jeg tog det som en selvfølge, at jeg måtte knokle for det på grund af min baggrund.” Fawad Aslam, 28 år, modtager af Justitsministeriets pris for bedste juraspeciale i 2017.

Fodbold var nøglen til integration
Familien blev boende i landsbyen hele hans barn­dom, og et rækkehus, admin­istreret af Fyns Almennyttige Boligselskab, dannede rammen om deres liv de fleste af årene. Men også den lokale fodbold­forening spillede en vigtig rolle i Fawad Aslams unge år. Faktisk vil han gå så vidt at sige, at Søndersø Boldklub var en vigtig nøgle til den vellykkede integration. Her betød det ingenting, at han var analfabet, og han drømte da også om at blive professionel fodboldspiller i de helt unge år.

“Jeg kom hurtigt med i fodboldklubben og fik en masse danske venner. Jeg tænker tilbage på den tid med stor glæde. Det var en kæmpe mulighed for mig, for jeg kom fra et land med krig, hvor vi hverken havde penge til mad, benskinner eller fodboldstøvler,” siger han, mens alvoren trækker ansigtet i nye folder.

“Der er kun få fra mit hjemland, der får de muligheder, jeg har fået. Derfor har jeg altid tænkt, at jeg skulle yde mit bedste. Jeg fik beskyttelse, penge og fri uddannelse og har besluttet, at jeg aldrig vil være en byrde for samfundet,” siger han. Og det er netop den beslutning, der har drevet ham så vidt, at han for to måneder siden modtog en Pape Poulsen, fordi han havde skrevet årets bedste juraspeciale. Han skrev om radikalisering – nærmere bestemt to love, der skal bekæmpe terrorisme – og fik topkarakter for speci­alet, som han afleverede på Syddansk Universitet sidste år.

Flere lektier end ­kamme­raterne
“Jeg kom 12 år for sent til verden. Sådan føles det i hvert fald. Min drøm var at læse jura, og jeg tog det som en selvfølge, at jeg måtte knokle for det på grund af min baggrund,” siger han og understreger, at han aldrig har været hverken bitter eller på randen til at give op. Og det er på trods af, at han som regel har haft langt mere hjemmearbejde end sine skolekammerater, fordi han simpelthen læste langsommere. Forståeligt nok, for hans første læseoplevelse foregik på skolebiblioteket på Søndersø Skole cirka seks år forskudt af kammeraterne.

“Jeg er aldrig blevet 100 procent flydende,” siger han på et formfuldendt dansk, der afslører den beskedenhed, der gennemsyrer hele vores samtale. Fawad Aslam er ikke typen, der blærer sig, og vennerne opfordrer ham ofte til at råbe højt om sine succeser, fortæller han.

“Jeg bryder mig ikke om at prale af, hvad jeg har opnået,” nærmest hvisker han og sipper til den blege caffe latte, han har fået serveret på den nærmeste café, vi kunne finde i indre by. Han kommer direkte fra arbejdet i Integrationsministeriet, hvor han arbejder som fuldmægtig. Uden for cafeens vinduer myldrer menneskene forbi i vintermørket med uldhuerne godt trukket ned over ansigtet.

Klokken er fem om efter­middagen, da vi mødes, og Fawad Aslam har været tidligt oppe, som han plejer. Efter en længere periode i Odense er han vendt hjem til Søndersø.

“Jeg kan godt lide stilheden og de rolige omgivelser,” siger han. Men det har også omkostninger. Toget tager han klokken seks om morgenen. Når dagens arbejdsopgaver er afrundet, tager han det tilbage igen.

“Jeg tror, det havde en effekt, at vi landede et sted med få udlændinge og rigtig mange danskere. Jeg lærte sproget på omkring et halvt år.”

Avisrute hjalp læsning  på vej
Dagslyset ser han sjældent, og på sin vis adskiller ar­bejds­moralen sig ikke synderligt fra den, han udviste allerede i de tidlige år i Danmark. Det var hårdt at blive kastet direkte ind i en dansk syvende klasse, efter blot et enkelt år i modtageklassen for flygtninge, men han tog det med oprejst pande og masser af selvdisciplin. I dag vil han skyde på, at han har lagt dobbelt så meget tid i lektierne sammenlignet med kammeraterne. Og især på gymnasiet var det et slid at følge med i pensum.

“Mine forældre er utroligt stolte af mig. De troede aldrig, jeg ville nå så langt. Min mor har kun læst det, der svarer til folkeskolen i hjemlandet, og i dag er begge pensionister,” siger han. Han kommer altså hverken fra et hjem med klaver eller bog­reol, men begyndte tidligt at gå med aviser, og det hjalp ham til at blive en bedre læser.

“Folkeskolen var det eneste sted, jeg læste bøger, men når der var aviser til overs fra ruten, tog jeg dem altid med hjem. Jeg kunne ikke få mig selv til at smide dem ud,” griner han.

Sportssektionen – og især fodboldreportagerne – blev genstand for mange timers nærstudie, og det var både Ekstra Bladet, Berlingske og Fyns Stiftstidende, han pløjede sig igennem.

Efter gymnasiet læste Fawad Aslam en bachelor i erhvervsjura på handelshøjskolen. Tre år senere kunne han endelig kalde sig jurastuderende, og her var kravene til at tage at føle på. Ud over en langsom læsehastighed kæmpede han nu også med juridiske termer, der var svære at begribe. Derfor købte han ofte hæfter med ekstramateriale for at være sikker på, han “fik det hele med”.

“Jeg mødte tidligt om morgenen og gik hjem igen sent om aftenen. Mine studiekammerater passede deres fritidsinteresser og gik i byen i weekenden, mens jeg brugte det meste af tiden på at læse,” konstaterer han og kommer mit næste spørgsmål i forkøbet. Du gik glip af dit ungdomsliv, begynder jeg.

“Jeg fortryder ingenting. Selvom det var hårdt, var jeg indstillet på at knokle for min drøm, fordi jeg kom så sent til landet,” siger han og tager den sidste slurk af sin kaffe, hvorefter vi rejser os op for at forlade cafeen. Udenfor er gadelampernes gule skær det eneste lys, der viser vej igennem byen. Fawad Aslam skal fange det næste tog imod Fyn. Sent i aften lander han i sin seng hjemme i landsbyen. Selvom han er glad for byen, der har dannet rammen om det meste af hans danske liv, rumsterer tankerne om et liv i København.

“Hvis der er flest mulig­heder for mig i hovedstaden, er det der, jeg skal være. Jeg har det fint med at pendle frem og tilbage, men på et tidspunkt flytter jeg nok herover,” slutter han, før han træder ind i toget.


I 1998 anslog FN, at 16 % af jordens befolkning var analfabeter. Blandt de arabiske stater var tallet i 2000 mere end 25 % af mændene og 50 % af kvinderne. Også i lande som Danmark  er der mange mennesker, der er praktiske analfabeter

 

Beboerbladet nr. 1 - 2018

Print Send