Beboerbladet.dk Portræt En bleg kartoffel i Urban Planen
Portræt

En bleg kartoffel i Urban Planen

Kristoffer Friis Kristine Kiilerich 11. feb. 2016
29-årige Morten Pape kunne sidste år med et trylleslag kalde sig forfatter og blev hædret med årets debutantpris for den selvbiografiske roman “Planen”. En dannelsesroman om sin opvækst som hvid dreng i et betændt -multikulturelt miljø i Urbanplanen på Amager.
Morten Pape tilbage i Urbanplanen Morten Pape skildrer detaljeret og barskt sin barndom og ungdom i 90'ernes og 00'ernes Urbanplanen. I dag er boligområdet ikke længere på den såkaldte ghettoliste og Morten Pape ikke en del af miljøet. Men han føler sig heller ikke som en del af det litterære miljø. 1 af 3
Morten Pape tilbage i Urbanplanen “Det er forbavsende, så chokerede folk kan blive over at læse, at alle børn ikke er pakket ind i vat og opvokset med violinlektioner,” siger Morten Pape, som er tilbage i Urbanplanen, hvor han skrev sin bog fra en lejet lejlighed. 2 af 3
Morten Pape tilbage i Urbanplanen Holdbillede: Min første og eneste landskamp som målmand for Somalia til en turnering i Fælledparken i København i 2005. Vi spillede imod Sierra Leone. Vi vandt 4-2, og jeg stod en brandkamp. Det er et ret specielt holdbillede, ikke? 3 af 3

Mens vi står og hundefryser­ foran Solvang Kirke, snakker og drømmer om en kop varm kaffe, drejer en mand rundt om hjørnet. Han stopper og hilser. Vi snakker lidt. Jeg skulle jo have haft min bog med…,” siger han.

Han henvender sig til Morten Pape. Vi er i Urbanplanen – et socialt bolig­byggeri fra 1960’erne på Ves­t­amager i København. 29-årige Morten Pape er blevet et kendt ansigt her­ude. Han er for længst selv flyttet, men miljøet fra boligblokkene er mejslet ind i ham og nu også i romanen Planen” – en af sidste års vildeste og mest velskrevne udgivelser. I det barske miljø dengang var han også kendt. Men som Perker­-Pape” og Plastik-Perker”.

Planen” er autofiktiv – det at gøre sit eget liv til romanstof – og er fra den første side barsk socialrea­lisme, som den udspillede sig for Morten Pape i 1990’erne og 00’ernes Urbanplanen. Den foregår i et miljø med opløste familier, alkoholikere, white trash og folk med anden etnisk baggrund end dansk.

Hovedpersonen er en ung Morten Pape, som kronologisk leder efter sin egen identitet og rødder, mens han navigerer rundt i et dagligt indre og ydre kaos. Han er opvokset i en familie i opløsning, i et af rækkehusene på to etager, med nikotingult savsmuldstapet på væggene og en far, der langsomt mistede interessen for sine børn. Opvokset med frygt i kroppen. Nu ligger han på bestseller-listen med sin personlige historie, som han lynskrev på bare fire intense måneder. 560 sider, og som nu er hædret med debutantprisen for den bedste bog i 2015.

Det har jo været vildt overvældende alt sammen­. Jeg var fuldkommen ligeglad, da jeg skrev bogen. Ham, vi lige mødte, var min genbo… han boede overfor mig. Hele mit liv har jeg ladet mig styre af, hvad folk synes og tænkte og mente, jeg skulle gøre. Da jeg skrev bogen, var jeg i sådan en drømmetilstand. Når man drømmer, er der ingen, der dømmer dig, så derfor kan vi tænke tossede og mærkelige ting. Det samme med bogen. Bare en tilstand, hvor jeg kunne gøre og sige, hvad jeg ville,” siger Morten Pape.

Vi er gået ind i Solvang Kirke. Vi har fået en kande skoldhed kaffe. Her blev Morten Pape døbt og konfirmeret. Med 10 liter voks i håret”, som han siger. Bare for at provokere præsten.

I Urbanplanen – et område med 2.500 boliger­, omringet af store veje – hedder de små stikveje navne som Kurvemagerstien, Hattemagerstien, Stolemagerstien. Området gik under navnet Turbanplanen”, og Morten Pape husker også “Ballademagerstien”. Som Morten Pape lader sin mor sige et sted i bogen: Her kan man bo, men man kan fandeme ikke leve her, vel?”

Skizofren opvækst
Da Morten var lille og begyndte i Dyvekeskolen, begyndte balladen også. Klas­sen var kaos fra 1. ­klas­se. Morten var en lille nørd med briller – endda flittig.

Området her var ikke et sted, man blev stimule­ret­ særligt åndeligt eller intellektuelt. Uanset om man var brun eller hvid
her, så oplevede man neder­lag. I klasseværelserne og i hjemmet. Eleverne var rædselsslagne for at gå i skole. Indvandrerdrengene lavede ballade og var usikre og ville jo hellere spolere undervisningen, for tænk, man kunne jo blive bedt om at løse et regnestykke, og så ville ydmygelsen være total. Forældrene havde ikke ligefrem de bedste forældremæssige værktøjer. Jeg var måske lidt ham, de gerne ville være. Jeg kunne læse. Der var den her syge selvforstærkende macho-­attitude, enten var man sej og barsk og indgød respekt og krævede den, eller også lod du dig trampe på,” siger Morten Pape.

At finde sin identitet sådan et sted var ikke nemt. Opvæksten og vennerne var flydende og rodløs. Skizofren. Urbanplanen var en arena, og kun guderne vidste, hvem der kunne dukke op på turene rundt i området. I bogen møder vi typerne.

Indvandredrengene dinglede rundt på gaden. De kom fra dysfunktionelle hjem og en helt masse alfahan-mentalitet. Hjemme hos os var der ikke et gran af racisme. Vi blev stillet over for de her problematikker, men mange andre minoritets­danskere i det her område havde slet ikke den her tolerance. De var søde, men havde en forfærdelig attitude og samlede sig også i enklaver og polariserede sig selv. Jeg kunne ikke genkende det der, men jeg følte jo, at jeg burde høre til i det. For mig var alt splittet, og jeg havde et behov for at høre til. Det var vildt forvirrende,” siger Morten Pape.

Derhjemme blev hans forældre skilt, faderen gled mere og mere ud af familien og ville ikke have noget med Morten at gøre. Alene var en kæderygende og ­maniodepressiv mor til­bage med Morten og to yngre søskende. Årene gik.

Fra at lade sig slå på af en plageånd som en fastelavns­tønde” voksede Morten Pape til den erkendelse,
at det ikke nyttede at være ­stille, bange og usikker.

Der kom en vrede imod det hele. Fuck jer alle sammen. Dén fik jeg ind i min knold og kunne bruge til at bryde ud af offerrollen. Jeg har oplevet meget, som har hærdet og smertet mig. Jeg begyndte at identificere­ mig mere med mine muslimske venner. Jeg rakte hånden frem i stedet for at trække den tilbage og var nysgerrig. Det kunne de mærke, så de mente, jeg var ved at blive ordentligt integreret.” siger Morten Pape med et skævt smil.

Dedikeret til mor
Det lykkedes Morten Pape at bryde med sit miljø. ­Bogprisen blev fra scenen 

i Bella Center dedikeret til hans mor, som var det holde­punkt, der sikrede, at han ikke faldt i et socialt hul. I dag er han ved at uddanne sig til manuskriptforfatter­
på filmuddannelsen Super 16. Han fandt sin egen overlevelsesstrategi i betonkvarteret.

Bogen udspringer af et mikrokosmos, men repræsenterer også udviklingen
i samfundet, fordi man skal se samfundet fra bunden. Jeg tror, folk har taget bogen til sig, fordi den beskriver et miljø, som bliver belyst alt alt for lidt. Det er forbavsende, så chokerede folk kan blive over at læse, at alle børn ikke er opvokset med violinlektioner og pakket ind i vat. På den måde er der noget ghetto-voyeu­risme over min roman… det er nok lidt eksotisk for den kreative klasse det her, men jeg håber, folk vil læse den, for den har relevans for samfundet i dag,” siger Morten Pape, som indrømmer, at han selv er gået hen og blevet en del af det, han kalder kulturparnasset”, men som han ikke føler sig som en del af.

Urbanplanen har ændret sig, siden Morten Pape voksede op her. Stedet er ikke længere på den såkaldte ghettoliste, og centeret er fjernet, og en masse gode tiltag forsøger at rette op på den sociale skævvridning i hverdagen.

I dag er det noget andet herude, der er en lidt mere alsidig beboersammensætning. Der er gode kræfter herude, som gør en kæmpe indsats for at samle og skabe mere tryghed. Jeg håber, området kan løfte sig endnu mere med forandringerne herude,” siger Morten Pape.

Forfatteren vil helst ikke spændes for nogen politisk vogn, selvom en boganmelder har ment, at bogen bør være politisk pligtlæsning, og at den skal sendes til samtlige integrationsordførere.

Debatklimaet er helt skørt herhjemme. Folk råber og skriger af hinanden. Det er som radiobilerne i Tivoli. Fornuften ryger fløjten. Jeg håber, bogen kan stå selv med sine skildringer. Hvis der er en pointe i min bog, som kan lugte af noget politisk, så er det, at pegefingrene ikke nytter noget. Min bog stikker fingeren i såret, og det gør ondt. De rabiate stemmer på begge fløje er en del af problemet og ikke en del af løsningen.”

Stuv ikke folk sammen
Morten Pape mener i dag, man bør kigge på udfordringerne omkring indvandring på en lidt anden måde. Selv kan han se, at det ikke nytter at stuve folk sammen i store enklaver, som man gjorde det i 1980’erne i et område som Urbanplanen.

Udfordringerne opstår jo, fordi vi ikke forstår hinanden. Jeg har selv en række værdier, men jeg er villig til at gøre op med dem, fordi jeg ved, at jeg ikke ved en skid. Der er mange, der tror, de har ret, og der er mange, der tror, at de ved, hvordan verden er skruet sammen. Verden er kompleks, det skal vi fatte, før vi kan løse udfordringerne.”

Morten Pape har allerede kontrakt på en bog nummer to. Den skal handle om et mord på et avisbud på Amager i 2008. Historien skal sættes ind i en fiktionsramme.  

Beboerbladet nr. 1 - 2016

Print Send