Beboerbladet.dk Portræt Det er bare et stort ja i 2018
Portræt

Det er bare et stort ja i 2018

Mette Lauth Claus Bech 10. sep. 2018
Lis Sørensen er blevet skilt, huset er til salg, og hun har mere travlt end nogensinde. Men hun er også en eftertænksom 63-årig, der står op hver morgen og siger tak for stadig at være i live.

I foråret gav hun kronprinsen tårer i øjnene for øjnene af to millio­ner tv-seere, og lige nu er hun aktuel i tv-programmet Toppen af poppen. Næste forår står hun og Sanne Salomonsen og Anne Linnet igen på scenen. Sammen for første gang i mange år, og en del af koncerterne er allerede udsolgte.


“Branchen ændrede sig. Det lå i tiden: “Åhr, Anne, Sanne og Lis. Nu er det
kraft edeme nok. Nu må de takke af, og vi skal have nogle nye.”

63-årige Lis Sørensen er inde i en periode af sit liv, hvor hun lukker nye ting ind efter i mange år at have haft fokus på sin egen karriere.

“Det er bare et stort ja her i 2018. I år prøver jeg ting af – også musikalsk. Jeg er glad og har så travlt som aldrig nogensinde før. Så det er nu, at jeg skal ­sætte kursen til de næste 5-6 år og så...,” siger Lis Sørensen og går i stå ved den sætning, der står på spring.

“..tja, nu tager jeg et år ad gangen. Jeg kan ikke rigtigt forestille mig at holde op,” griner hun.

Vi sidder i haven ved huset, der har været hendes hjem igennem tyve år. Nu er det til salg. Hun skal videre. Sidste år blev hun skilt fra sin mand Jan Sivertsen, som hun har levet og spillet sammen med i 29 år. Hun har aftalt med deres søn Sylvester på 26 år, at det er ok at sige farvel til barndoms­hjemmet.

Hver sang er et mirakel
Hun er lige kommet hjem fra et job på Læsø og skal til Holbæk i morgen. Hendes turneplan viser en kvinde, der spiller ude 1-2 gange hver weekend over hele landet.

Sådan har det været, ­siden hendes karriere stødte på grund omkring år 2000.

“Branchen ændrede sig. Det lå i tiden: “Åhr, Anne, Sanne og Lis. Nu er det ­kraftedeme nok. Nu må de takke af, og vi skal have nogle nye.” Fordi vi sikkert allerede der havde været  så meget på,” siger hun.

Hun var sidst i 40’erne, og Sylvester var begyndt i skole og kunne heller ikke længere rejse med rundt  på turné.

“Det var tid til et skift for mig. Jeg skulle strukturere mit arbejdsliv og mine ambitioner og mine drømme på en anden måde. Jeg tænkte: Hvis jeg skal blive ved med det her, så skal jeg nok sætte min egen agenda,” siger hun.

Så Lis Sørensen begyndte forfra. Lavede et helt lille akustisk orkester, som hun havde råd til at rejse rundt med og spille de små steder for at vise en ny side af sig selv, hvor hun også brugte sin modenhed og glæden ved at spille live.

“Jeg er jo ikke sådan en typisk komponist, der bare skal af med sange hele tiden. Jeg synes, det er et mirakel, hver gang det lykkes at ­skrive en. Jeg gør det for at have materiale til at komme ud at spille. Det er der, energien ligger for mig,” siger hun.

Barndomsveninder
Selvom der er gang i den, så er det den eftertænksomme Lis, der sidder i haven, glad og solbrændt med benene trukket op, kort nederdel og t-shirt. Lige tilbage efter  en gåtur med hundene.

Skilsmissen har givet hende mere fokus på venskaber. Hun er blandt ­andet begyndt at mødes med sine barndomsven­inder igen. Nogle af dem til­bage fra Hans Broges Parken i Brabrand Bolig­forening, hvor hun boede,  til hun var tre år, og siden ofte kom for at lege, efter forældrene købte et husmandssted i ube­bygget om­råde én kilometer derfra.

“Tænk, vi havde det fan­tas­tiske venskab dengang, som vi så kan få igen med helt forskellige afsæt i livet og mødes som kvinder i midten af 60’erne og have samtaler, som vi jo føler os trygge i. For vi kender hinanden på en helt, helt special måde,” siger hun. 

Hendes barndomskvarter åbnede dørene for mange forskellige slags hjem. Også nogle med ægte kunst på væggene og forældre, der rejste til udlandet. Hjemme hos hende var sommerferie deres lille skur på Fanø, og forældrene interesserede sig ikke selv for kunst og musik.

Men hendes forældres åbenhed mærker hun end­nu i form af en ballast og ­robust­hed hos sig selv.

“Det er så vigtigt, om ens forældre accepterer det, man kommer hjem med. Skubber de på og siger “Nej, hvor spændende”, eller afviser de med “Hvad skal du dog bruge det til?” Jeg fik: “Nej, hvor fantas­tisk. Du skal da have en guitar i julegave.” Altså total opbakning,” siger hun. 

Troede ikke, min mor  kunne dø
Lis Sørensen blev selv for alvor voksen som 20-årig, da hendes mor fik cancer og døde i løbet af et par måneder, 53 år gammel.

“Det var alt, alt for tidligt. Jeg troede jo ikke, hun kunne dø, min mor. Det troede jeg simpelthen ikke på. Men det kunne hun godt… Desværre. Så jeg lærte også på den hårde måde, at jeg ikke skal lade solen gå ned over noget af det, jeg synes, at jeg mangler at gøre,” siger hun.

Lis Sørensen var i sin vilde periode, og hun og moderen nåede aldrig helt at finde ind til hinanden efter teenageårenes afstand. Tabet har været med til at forme hende.

“Og det er vel det, det handler om, når man står, forhåbentlig meget gammel, og ikke skal være her mere. At man har følelsen af, at man var i stand til at rejse sig igen efter både de store slag og den daglige modgang og komme videre,” siger hun.

Lis Sørensen føler, at hun har sin mor med sig i mange af sine sange. Også i “Fuld af nattens stjerner”.

“Det var vores historie, der imellem 17 og 20 år, hvor jeg bare skulle ud over stepperne fra Brabrand og ind til Aarhus. Og jeg vendte mig ikke så meget om, når hun stod og vinkede der, når jeg tog afsted. I dag tænker jeg også på min søn, når jeg synger den,” siger Lis Sørensen.

Kronprinsens tåre
I foråret var det en anden mor, der var afsender på sangen om sømanden, der stævner ud for at finde kisten “fuld af nattens stjerneskud”.

Kongehuset havde bestilt hende til at synge præcis den sang med Sankt Annæ kirkekor ved kronprinsens 50-års-fødselsdag.

“Den passede så fint til kronprinsen, der er sejler og sømand, og det var hans morfar også. Og hendes maje­stæt, der skal sende ham afsted på den rejse, hun selv har været på, med alt det, det indebærer,” siger hun.

Den optræden ligger på Youtube og er set næsten 60.000 gange. Selv på en varm sommerdag giver det kuldegysninger hele vejen ned ad ryggen, og kron­prin­sen fælder en tåre.

“Det var så kæmpestort for mig at stå der. Vores kommende konges fødsels­dag og på et festligt og historisk sted på Christiansborg. Og mit band og jeg, der kommer kørende hu hej fra et job i Vestjylland og bare får lov at være dem, vi er. Det følte jeg som en kæmpe lykkefølelse.”

Denne her skønne alder
To millioner seere så med, og når Lis Sørensen kunne glemme nerverne under  de første strofer og finde ­fokus og nyde det, så tilskriver hun det mange, mange års øvelse.

“At kunne finde fokus og bruge min sårbarhed. Jeg har mere på spil og mere at give, end da jeg var yngre. Det tror jeg, folk kan mærke, når jeg synger.”

Sårbarheden er også blandet med en taknemmelighed over at være blevet  så gammel.

“Jeg har mistet venner undervejs, der pludselig blev syge, forsvandt. Som ikke får denne her skønne alder, som jeg har nu. Og det er jeg meget, meget taknemmelig over. Det kan godt være, at det lyder patetisk, men jeg siger altså tak hver morgen for at kunne gå ud i verden og i mit liv,” siger hun. 



Lis Sørensen giver den stadig maks. gas på scenen. ”Jeg lader mig ikke gå på af nogen, der står med korslagte arme til en koncert og tænker, vor herre bevares, skal du ikke snart til at synge noget jazz. Jeg tænker: ”Der er noget, du fuldstændig har misforstået. Det skal jeg nemlig ikke. Nej, jeg skal lave fede, nye pop-rock sange.”


FULD AF NATTENS STJERNER
Jeg ser dem komme
Ser dem gå
Et øjeblik
Fra de bli'r født
Og til de længes væk
Et øjeblik
Øjnene der bli'r
Så fjerne
Det er lige meget hvad du si'r
Endnu er sejler moders søn
Sømand og sejler
Pakker sit grej og ber sin bøn
Sømand og sejler
Rejser sin vej og finder løn
Ud hvor lykken vender
Regnbuerne ender
Til du endelig holder skatten
Mellem dine hænder
I en kiste fuld
Fuld af guld som hver en dåre blænder
Fuld af nattens stjerner
Fuld af nattens stjerner
Fuld af alle himlens stjerneskud

- Sebastian




Beboerbladet nr. 3 - 2018

Print Send