Beboerbladet.dk Nyhed Til kamp for almene boliger
Nyhed

Til kamp for almene boliger

Andreas Reinholt Hansen Carsten Andersen 26. sep. 2018
Den nystiftede græsrodsbevægelse Almen Modstand afholder demonstrationer mod regeringens ”ghetto-pakke” i København, Odense og Aarhus. ”Almindelige mennesker skal ikke risikere at miste deres hjem,” mener initiativtagerne bag.

På lørdag er der arrangeret demonstrationer mod regeringens plan for de almene boligområder og den såkaldte ”Ghetto-plan” i København, Odense og Aarhus.

Demonstrationerne er planlagt af den nystiftede græsrodsbevægelse Almen Modstand, som blev etableret tilbage i maj måned som en direkte reaktion på regeringens strategi ”Et Danmark uden parallelsamfund - Ingen ghettoer i 2030”, som blev fremlagt ved et stort anlagt pressemøde i Mjølnerparken to måneder forinden.

Regeringens forslag til en strategi indeholder blandt andet begrænsninger på, hvilke boligområder man kan flytte ind i, hvis man er på kontanthjælp, dagpenge eller førtidspension. Der blev også udpeget 16 boligområder med titlen de ”hårdeste ghettoer”, hvor antallet af familieboliger skal bringes ned på 40 procent. Det skal blandt ske ved nedrivninger og frasalg.

Folketinget skal diskutere lovpakken henover efteråret. 

To af græsrodens stiftere er Fatima Tounst, 29 år og Kamille Kofod, 28 år som også er initiativtagere til demonstrationen. De fortæller, at de gør det i solidaritet med de mange beboere, som i øjeblikket ikke ved, om de mister deres boliger.

“Vi vil sende en klar besked til regeringen om, at vi er mange der ikke synes det er en god ide at rive boliger ned, og at rigtig mange mennesker allerede er berørt af lovindgrebene,” siger Fatma Tounst.

Begge kvinder bor i almene boliger i henholdsvis Brønshøj og Nørrebro. Dog bor ingen af dem i de boligområder, der står til at blive berørt af regeringens lovindgreb.

“Vi har stiftet Almen Modstand, fordi vi er imod nedrivninger af almene boliger i mange af de områder, som regeringen har fremlagt indtil videre. Vi mener, at store dele af planen er et angreb på den almene boligsektor, og at det skaber stor usikkerhed og utryghed blandt rigtig mange mennesker. Både ganske almindelige familier, men også folk med særlige behov eller udfordringer,” siger Kamille Kofod.

Alle skal høres

Næsten en million danskere bor i en almen bolig, og Kamille Kofod mener det er vigtigt at bevare den måde at bo.

”Den almene boligsektor er med til at sikre, at alle mennesker uanset baggrund og økonomi, kan få et godt sted at bo. Det ønsker vi også skal være muligt i fremtiden,” siger hun.

De bor ikke selv i boligafdelinger, der er påvirket af den såkaldte ’ghetto-plan’, men kender de selv mennesker, som kan risikere at skulle flytte. Og siden stiftelsen har de fået utallige af henvendelser.

Det er dog ikke kun folk, der bor i et alment boligselskab, som støtter op om sagen fortæller de.

“Almene boliger er ikke kun udsatte boligområder, som regeringen forsøger at få det til at fremstå som. I mange almene boliger bor ganske almindelige mennesker, og mange steder blomstrer beboerdemokratiet og engagementet i boligforeningerne. Regeringens ændringer fjerner en del af det demokratiske grundlag, som foreningerne bygger på,” siger Kamille Kofod.

Samtidig frygter Fatma, at det vil få konsekvenser for mange socialt udsatte mennesker.

”Mange af borgerne i almene boliger er ældre mennesker eller borgere, som på den ene eller anden måde har svært ved at få deres holdninger frem i den politiske debat. Derfor har vi samlet os i Almen Modstand, så beboerene derude kan blive hørt,” siger Fatma Tounst.

Stor interesse

Alle demonstrationerne starter klokken 13.00 og varer frem til 17.00 og i løbet af dagen vil der i være taler og blive afholdt koncerter.

I skrivende stund har ca. 600 brugere på Facebook tilkendegivet, at de deltager ved demonstrationen i København, mens yderligere 2500 har vist deres interesse for begivenheden.

“Vi kan mærke, at vores budskab bakkes op af mange forskellige mennesker. Flere borgere, også dem der ikke bor i almen bolig, har deltaget i planlægningen af demonstrationerne, og jeg mærker en stor sympati for de mennesker, som måske tvinges til at fraflytte deres hjem,” siger Kamille Kofod.

 

Print Send