Beboerbladet.dk Nyhed "Stort grønt kram til alle"
Nyhed

"Stort grønt kram til alle"

Mette Lauth Haveselskabet / Merete Jensen 4. jul. 2018
Gartner og tv-vært Anja Barfod blev glad og begejstret over alle de mange indsendte haver og terrasser. Vinderen får ros for at inspirere andre til at tage altanen i brug som et ekstra leverum til glæde for beboerne selv og alle, der kører forbi.

Hvis man er i tvivl om, hvad almene boliger kan tilbyde, skal man bladre sig igennem alle de indsendte bidrag til Beboerbladets konkurrence om den dejligste altan og terrasse.

Her er grønne oaser, små hyggekroge, køkkenhaver i etager, smukke udsigter og fælleshaver.

Dommeren i konkurrencen, gartner Anja Barfod, havde også meget svært ved at vælge.

”Det varmer mit gartnerhjerte at se så mange forskellige løsninger på uderum. Også dem, der endnu ikke helt har fået indrettet sig, men har lysten til at omgive sig med grønt, får plus i min bog,” siger Anja Barfod.

Hun er havefaglig rådgiver i Haveselskabet og tv-vært, og blandt andet kendt som TV 2 Fris faste haveekspert med programmet 'I haven med Anja'.

Hun har læst alle begrundelserne igennem og set de mange billeder 

”Jeg synes faktisk, at de alle skulle have et stort grønt kram,” siger hun.

Anja Barfod valgte at give præmien på de 1.000 kroner til haveindretning planter til Merete Jensen, der bor i et forholdvist nybygget kvarter i Ørestaden på Amager. 


Meretes altaner

Merete Jensen har løbende fulgt med i fotokonkurrence.

"Jeg synes simpelthen, at der er så mange flotte altaner og terrasser med i konkurrencen," fortæller Merete, der er meget overrasket over, at hun har vundet.

"Jeg drømmer faktisk om, at have en lille vandsten med noget vandspil, eller også bliver det nogle krukker," siger Merete, der vil bruge sommeren til at tænke over, hvad hun vil bruge gavekortet til.

Have på 4. sal
Merete Jensens egen begrundelse til konkurrencen for at hun har den dejligste altan er:

”Det er er forholdsvis nyt kvarter. Altanerne bliver ikke brugt meget som "have", men mere til vinterdæk, grill, cykler og solsenge.

Jeg er MEGET glad for mine to små altaner, som jeg har indrettet som en slags have på 4. sal. Der er mest krydderurter, men også 2 små oliventræer og et paradisæbletræ, som jeg har megen glæde af.

Det er en meget stor glæde for mig at kunne "gå tur" på mine altaner hver eneste dag hele året rundt, og jeg bruger megen god tid der,” skrev Merete Jensen.

Inspiration til andre
Anja Barfod skriver i sin begrundelse for at kåre Merete Jensen:

”Jeg synes, det er SÅ skønt, at Merete har indrettet en levende altan på et område, som måske for nuværende kan betragtes som en ”betonjungle”.

At de fleste af hendes naboer ikke udnytter deres altaner, men mest anvender dem som lagerrum, gør, at jeg håber, at netop Meretes altan kan inspirere naboerne til at droppe bildækkene og indtage altanrummet som en ekstra grøn dimension og skøn tilføjelse til deres lejligheder.

At det er muligt at udvide leverummet, uanset hvor småt, med liv i form af spiselige urter, blomster og sågar træer bør i min optik være standard på alle altaner.

Sikke en syn, det måtte være at betragte et lejlighedskompleks, hvis alle altaner var fyldt med grøn frodighed. Ikke bare en fornøjelse for beboerne, men i høj grad også for alle os andre, der lægger vejen forbi.

At Merete så også får stor glæde i livet ved at nusse rundt, høste, dufte og smage på det hele gør, at altanen ikke bare bliver et ekstra uderum, men også en slags terapirum, hvor vejret kan trækkes lidt lettere. 

Jeg kan se, at Merete har masser af plads til endnu flere planter eller små træer, og en klatreplante kan der måske også blive plads til. 

"Jeg ønsker Merete held og lykke med mere liv på altanen, og forhåbentlig også som inspirationskilde til andre altanejere, der endnu ikke har opdaget glæden ved alt det grønne.”






 

Print Send