Beboerbladet.dk Nyhed Hanne tjener penge på at udleje sin bil
Nyhed

Hanne tjener penge på at udleje sin bil

Mjaken Eliasen Carsten Andersen 13. sep. 2018
Folkeskolelærer Hanne Skøtt tjener 500 kroner om måneden ved at leje sin bil ud, og hun kunne sagtens tjene mere, hvis hun ville.

Da folkeskolelærer Hanne Skøtt købte en lettere brugt Peugeot for to år siden, besluttede hun sig for at leje den ud igennem samkørsels­tjenesten GoMore.

“Jeg udlejer den for at få et supplement til økonomien, for det er dyrt at have bil. Men det er også fordi, bilen ellers står stille meget af tiden,” fortæller Hanne Skøtt.

Hun bor i Københavner­karreen i fsb på Indre Nør­­re­bro i København, og det er en helt bestemt type mennesker, der lejer hendes bil. 

“Det er byfolk, der har prioriteret ikke have en bil. Det har været børnefamilier, der skulle på tur, og nogle, der skulle bruge den arbejdsmæssigt til en tur til Jylland. Det er typisk lidt yngre folk,” beretter hun.

En plovmand om måneden
Hanne Skøtt lejer i gennemsnit sin bil ud én gang om måneden og tjener ca. 500 kroner, som hun kan trække fra bilbudgettet.

“Jeg kunne godt tjene mere, hvis jeg ville. Jeg siger nej, hvis det kun er for en dag, og jeg siger nej, hvis det er for besværligt,” fortæller hun.

Hanne Skøtt har oprettet en profil hos GoMore, der formidler kontakt imellem folk, der har brug for billeje, og folk, der har en bil. Hun sms'er med lejerne.

“Jeg kørte engang med nogen, der havde hund, og der var hundehår over det hele, så jeg har den regel, at man kun må have hund med i bilen, hvis den er i bur,” forklarer hun.

Hanne Skøtts Peugeot  er også en røgfri bil.

“Det er ikke engang noget, jeg siger til folk. Jeg synes, det er meget indlysende, at man ikke ryger i bilen.”

Forsikret imod skader
Når man udlejer igennem GoMore, er man forsikret, hvis der skulle ske skade på bilen i udlejningsperioden. Hanne Skøtt tjekker altid bilens udseende, når hun får den tilbage, men hun har endnu aldrig oplevet problemer.

“Nogen har sagt til mig, at jeg skal være forsigtig med skjulte skader, hvis folk kører over en kantsten, eller der sker noget med undervognen. Det har jeg selvfølgelig med i mine overvejelser, men den chance har jeg valgt at tage,” fortæller Hanne Skøtt.

Som biludlejer bestemmer hun selv, hvem hun vil leje sin bil ud til.

“Jeg foretrækker erfarne bilister. Jeg har en gang sagt nej til at udleje til en, der var ret ung,” forklarer hun.

En fordel ved at udleje til byfolk er, at de tit skal på længere ture, hvilket både er mere rentabelt og faktisk også giver god mening i forhold til at undgå skrammer på bilen.

“Folk skal tit ud på landet. Skrammer opstår tit ved bykørsel,” afslutter Hanne Skøtt med et smil.

PRAKTISK INFO OM BILUDLEJNING 

- Du kan leje din bil ud igennem GoMore eller SnappCar, der tid ligere var kendt under navnet MinBilDinBil.
- I begge tilfælde skal du starte med at oprette en bilprofil hos bildudlejningstjenesten, hvorefter lejerne vil kontakte dig. Du kan altid sige nej tak til at udleje din bil.
- Indkomst fra biludlejning er skattepligtig. Du skal selv indberette det.


Beboerbladet nr. 3 - 2018

Print Send