Beboerbladet.dk Mad med Mik Mattias må klare sig uden vicevært
Mad med Mik

Mattias må klare sig uden vicevært

Mik Schack Søren Hytting 17. feb. 2016
Mattias Tesfaye er en ud af otte folketingsmedlemmer, der bor alment. Han er fornylig flyttet ind i en AlmenBolig+ i Albertslund, hvor han selv skal skovle sne og bidrage med sine murerkundskaber.
Mik Schack besøger Mattias Tesfaye Indretning af køkken med hvidevarer og indbyggede skabe har familien Tesfaye selv måtte stå for. 1 af 3
Mik Schack besøger Mattias Tesfaye Saltkogte kartofler, mojo-dyppesovs, ceviche, nachos, koriander, et halvtomt ølglas og fire habanero-chili. 2 af 3
Mik Schack besøger Mattias Tesfaye Mattias Tesfaye har selv fejet sne foran familiens 130m2, som er fordelt på tre etager. 3 af 3

Jeg kan overhovedet ikke lave mad, det siger jeg dig med det samme. Jeg kan knap nok smage forskel på salt og peber. Men jeg er hundesulten!

Så er du den rette at besøge,” svarede jeg og så lige op i Mattias Tesfayes storsmilende ansigt, da han lukkede mig ind i sin og familiens splinternye rækkehus i Alberts Have i Albertslund på Københavns vestegn.

Alle klyngehusene er så nye, at der stadig er byggeplads på området. Jeg havde derfor valgt at lave ham tre retter, som er nemme at gå til, hvoraf en af dem slet ikke behøver opvarmning på komfur, i tilfælde af at det endnu ikke var installeret.

Det var det heldigvis­.
Et induktionskomfur endda. Men det bestemmer indflytterne selv.

Her er ikke noget med at tage til takke med, hvad boligselskabet har valgt at sætte ind. Det er netop det, der er det nye i disse nye almene boliger. Boligselskabet AKB, Albertslund, har nemlig opført husene under titlen AlmenBolig+, som går ud på at holde boligen billig i leje ved at levere den så skrabet som muligt. Hvilket altså vil sige uden hårde ­hvidevarer og uden vicevært og anlægsgartner. Snerydning og hækklipning står beboerne selv for og har dermed mulighed for at komme hin­anden rigtig meget ved – som det hed, dengang man kom hinanden ved.

Kriterierne for overhovedet at komme i betragtning til disse plus-huse er blandt andet, at mindst én i husstanden skal have fast indkomst, og mestrer man tillige et håndværk, så man kan hjælpe til med at ved­ligeholde byggerierne, så er det en klar fordel, der bringer én foran i boligkøen.

Denne fordel har ­Mattias Tesfaye i rigt mål, idet han er udlært murer og har en klækkelig indtægt på over 50.000 kroner om måneden som nyvalgt folketingspolitiker for Socialdemokraterne, hvor han er erhvervsuddannelsesordfører.

CEVICHE
Udtales "sevitje" og er såkaldt "koldkogt" fisk og national ret i Peru og nærmeste omegn. En meget nem og lækker ret. Du behøver end ikke et komfur!

Du skal bruge: 
Hvid fisk
Limesaft 
Chili 
Hvidløg 
Rødløg
Koriander
Salt

Skær filet af torsk, sej, rødspætte, skrubbe eller søtunge i pæne tynde skiver. Skaldyr, muslinger og blæksprutte kan også bruges!

Pres saften af limefrugt og/eller citron. Hvor mange? Vil du nok spørge. Nok til at dække fisken.

Hak hvidløg, rødløg, friske korianderblade og frisk chili (gerne den smagfulde, men stærke habanero chili). Bland det med linesaften.

Læg de tynde skiver fisk i et fad og dæk med limeblandingen. Og lad cevichen stå og trække tildækket en time i køleskabet.

Syren fra limesaft, løg, chili og hvidløg vil nu marinere fisken, så den får en struktur som om den er kogt.

Imens er der tid til at læse resten af avisen. Når fisken er blevet helt hvid, strø da med salt for at stoppe "kogning".

Server med tortilla chips grøn salat eller majskolber. Morgen, middag og aften.

SOM I PERU!

God fornøjelse med retten!
Se hele opskriften

Havde ingen penge
Uddannelse og fagforenings­politik har interesseret ham lige siden murerlærlingetiden i Aarhus, hvor han er født og opvokset. I en familie uden penge, som Mattias har udtrykt det.

Mattias’ far var flygtet fra borgerkrig i Etiopien og ernærede sig som svejser i Aarhus Havn, hvor han fik en hel del bajere. Forældrene blev skilt, allerede da Mattias kun var tre år gammel. Han og storebroren voksede op hos deres mor, Jytte Svensson, som er social- og sundhedsassistent og har en stor bekendtskabskreds fra hele verden og derfor serverede alskens farverige retter, som hendes sønner også fik. Hvilket så har medført, at Mattias i dag mest er til god gammeldags dansk sovs og kartofler.

Det er så her, Beboerbladets “nødhjælpskasse” kommer til sin ret.

Besat af kartofler
Kartoflen blev opdaget ved Titicacasøens grusede bred højt oppe i Andesbjergene i Peru omkring 4.000 før kristi og medbragt af spanierne tilbage fra erobringstogter i Sydamerika til Europa omkring år 1570. Der gik dog et par hundrede år, før den for alvor vandt indpas på vores breddegader. Men så tog udbredelsen også fart. I dag er kartoflen den tredje-mest dyrkede på verdensplan efter ris og hvede. Og – ja, man tror det næppe – så er Kina den største kartoffeldyrker i verden. Og Hviderusland det land i verden, som spiser flest kartofler. 175 kg pr. person om året.

Vores medbragte madkasse åbenbarede ud over kartofler også en tallerken med flåede rødspætter. Mestendels fordi torsk, som ellers er den foretrukne fisk til denne ret, var loppet helt sindssygt op i pris på grund af nytår. Fiskerne får 35 kr. pr. kg landet torsk, hvis de er heldige, mens den billigste fiskehandler forlangte 170 kroner kiloet for en hel torsk, som derefter skulle filetteres.

Jeg valgte derfor rødspætte som fiskeingrediens 
i den peruvianske national­ret “ceviche”, som er en form for “koldkogt” fisk i limesaft, chili, hvidløg, rødløg, korianderblade og salt til sidst. Jeg var som sagt ikke sikker på, at Mattias havde fået installeret et komfur, da vi aftalte dette møde. Ceviche behøver nemlig overhovedet ingen ild eller anden varmebehandling. Det klarer syren, chili, rødløg og hvidløg glimrende.

Vi fileterede rødspætterne og skar dem i centimetertykke strimler. Pressede saft af ti limefrugter, hakkede rødløg og hvidløg og snittede habanero-chili og korianderblade til at dække fiskestykkerne med. Herefter lod vi det stå og “trække” i en times tid. Vi flækkede også en håndfuld gambas, som er store sydamerikanske rejer, og smed dem ned i cevichen.

Flere kartoffelhistorier
Imens “rejste” vi fra kartof­fellandet Peru, som har mere end 120 forskellige kartoffelsorter, til Gran Canaria i Columbus’ kølvand. Her er kartoflen også i centrum den dag i dag. Men her, som det eneste sted ud over de andre kanariske øer, saltkoger de kartofler med skræl, så der sidder et fint lag salt uden på skallen, når kartoflerne er færdige. De dyppes derefter i en sovs kaldet “mojo”. Udtales “måkro”. Sovsen består af spidskommen, hvidløg, chilipulver, lidt røget paprika eller røget chilipulver, en smule sukker, olivenolie, hvid balsamico eller hvidvins­eddike, salt og ikke mere. Blend hele molevitten i et par minutter, og sovsen er klar. Dyp straks de salt­kogte kartofler i sovsen og guf i dig.

Jeg ville jo gerne servere en kartoffelspecialitet fra Etiopien, hvor kartoflen har fået en meget central plads 
i gastronomien, men det ville kræve, at vi lavede de store surdejs-fladbrød “injera”, som bruges som både tallerken og bestik, når der serveres krydrede kød- og grøntsagsstuvninger. Men hertil var Mattias Tesfayes køkkenfaciliteter ikke store nok.

I stedet blev det til en afart af den italienske kartoffelpizza, lavet på ganske få minutter ved hjælp af de mexicanske hvedetortillas, som vi kan købe i snart sagt hvert eneste supermarked i Danmark. Med tortillaerne som pizzabund var det bare at smøre dem med lidt oliven­olie og lægge papirtynde skiver kartoffel, skåret med en kartoffelskræller, ud over tortillaerne, som derefter blev belagt med stykker af frisk mozzarellaost og hakkede friske rosmarinblade. Derpå ind under grillen i ovnen i et par minutter. Hopla! Og der er staks serveret en gudespise, som er hurtig at lave og er temmelig billig.

Nu tjener han penge
Nu er det så ikke lige prisen, der er afgørende i Mattias Tesfayes nuværende situation, for som han sagde, har han aldrig tjent så mange penge som nu og har derfor råd til at bo i et af de største huse i Alberts Have.  For ca. 10.000 kroner om måneden bor han, hans kone og deres to sønner på 130 kvadratmeter fordelt på tre etager med både en lille have, en veranda og en pæn stor balkon. Vedligeholdelsen skal beboerne selv stå for, og som udlært murer er det et slaraffenland for Mattias Tesfaye, idet husene ganske vist er opført i beton, men husmurene er beklædt med taglagte gule flade teglsten, som helt sikkert skal have en kærlig murerske, i takt med at kvarterets unger får knaldet nogle fodbolde op ad murene.

Mattias havde hidkaldt sin genbo for at smage på ­vores retter, og hun godkendte dem med et stort smil og lovede at komme over oftere for at spise, når menuen ikke længere består af en hjembragt shawarma fra den lokale tyrker, som Mattias ellers ynder at frekventere efter en lang dag på Christiansborg.

Mattias Tesfaye kom i Folketinget ved valget i 2015 og er valgt ind igennem sin valgkreds på vestegnen. Derfor bor han her. Som én af kun otte folketingsmedlemmer, der bor i alment boligbyggeri. Det svarer vel til 4,5 procent, i forhold til at det er godt 18 procent af den øvrige danske befolkning, som bor alment. Men Mattias har selv valgt det, for han har altid boet alment og kan lide det.

Udover at bidrage til fællesskabet med sine murerfærdigheder og en sneskovl, kan han nu også delikatere sine omkringboende med både ceviche, saltkartofler med mojo og nem kartoffelpizza.

Genboen mindede ham også lige om, at det var blevet tid til at hente børnene 
i daginstitutionen, så Mattias Tesfaye overlod trygt nøglerne til mig og fotogra­fen Søren Hytting, som straks gik i gang med opvask og rengøring af, hvad vi måtte have svinet til undervejs i løbet af en herlig eftermiddag i de nye kollektivhuse på den københavnske vestegn. 

Beboerbladet nr. 1 - 2016

Print Send