Beboerbladet.dk Mad med Mik Bo på landet midt i byen
Mad med Mik

Bo på landet midt i byen

Mik Schack Søren Hytting 11. nov. 2015
I Brumleby på Østerbro er den landlige stemning i top. Her er ingen biler, og børnene leger frit omkring. Og de karakteristiske gule og hvide huse i italiensk barakstil er så eftertragtede, at flytter man først ind én gang, bliver man båret ud.

“Er der en læge til stede?” råbte jeg og ringede med cykelklokken.

Det var der ikke.

Ikke i umiddelbar nærhed i hvert fald. Og det er sådan set heller ikke meningen.

Det kan godt være, her bor nogle læger, men Lægeforeningens Boliger på det centrale Østerbro i København er ikke opført for at huse læger, selvom bebyggelserne ligger lige ved Rigshospitalet.

Derimod var tanken med disse i dag eftertragtede bebyggelser, at de skulle huse mindrebemidlede københavnere, som omkring 1840’erne var hårdt ramt af kolera. En dødelig sygdom, som bredte sig med ildens hast i de trange, mørke og fugtige lejligheder i de alt for mange baggårdsbygninger i indre by. Altså inden for de gamle volde.

Herude på Fælleden, på den anden side af søerne, langt uden for voldene var luften frisk, og netop derfor valgte Lægeforeningen i 1851 at opføre flere rækker af to-etagers huse med haver og træer til udflyttere fra byens slumkvarterer for at undgå flere kolera-epidemier.

Lejlighederne var dog stadig ret små til de store børnefamilier og havde kun fælles lokummer og vandpumpe, men det var langt bedre forhold end dem, de kom fra.

I dag er bebyggelserne renoverede, og lejligheder er slået sammen. De er sær­­deles eftertragtede, selv om de stadig er ret små, i forhold til andre lejligheder vi kender i dag. 

Over 20 års ventetid
Som man hører fra ejendomsmæglere, så er beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed de tre vigtigste parametre, når der handles huse og lejligheder. Det gælder også her i Lægeforeningens Boliger, som bedre er kendt under navnet Brumleby imellem Østerbrogade og Øster Alle med Trianglen lige bagved og med nationalstadion Parken i forhaven. Der er bare lige det ved det, at ejendomsmæglere ikke har noget at gøre her, idet boligerne efter den gennemførte byfornyelsesproces blev omdannet til en almen andelsboligforening administreret af KAB – hvilket ikke gør Brumleby mindre attraktivt. Tværtimod. Her er over tyve års ventetid på at få en lejlighed. Folk flytter simpelthen ikke ud, når de endelig er kommet ind. Forståeligt nok. Hvor i alverden kan man ellers bo på landet midt i byen?

Jeg fik drejet cyklen ind over en lille legeplads med skæve legehuse i samme byggestil som det rigtige Brumleby, hvilket ikke var helt nemt, idet jeg var belæsset med køkkengrej og madvarer i tre cykelkurve og var flere gange ved at få overbalance, som ikke ville være hensigtsmæssigt, da der jo ikke var en læge til stede. 

Skærer selv kalvehalen
Der er til gengæld mange pædagoger og lignende, som værdsætter fællesskabet i og imellem husene. Biler kommer her ingen af, for børnene skal kunne lege frit over det hele, og beboerne nyder at sidde ude i haverne og på fortovene langs husene. Ja, endda helt ude på vejen, hvor Erik Asmussen havde dækket op til den helt store middag, vi skulle lave sammen. Derfor de fyldte cykelkurve. Jeg måtte have det hele med hjemmefra, da Erik ikke får tid til at kokkerere så meget, og derfor ikke har det store at gøre godt med i sit ellers pænt store køkken. Formålet var da også at inspirere ham til at gå mere i køkkenet, når arbejdet som pædagog for vanskelige børn og unge tillader det. Og når hans frivillige arbejde for Bøssernes Befrielsesfront og hans malerkunst ikke tager resten. Det var med andre ord op 

til mig, hvad vi skulle tilberede – så jeg kørte på vejen herover ind hos City Slagter på Frederikssundsvej efter en svans og to store testikler. “Nåeh – fårenosser?” som slagteren rettede mig med et smørret grin. Han ville også skære kalvehalen i passende stykker for mig, men det ville jeg hellere selv gøre på det interimistiske køkkenbord på gaden foran Eriks lejlighed, som ligger i den sidste blok inden plankeværket ind til Parkens vip-parkeringsplads. En formidabel beliggenhed før i tiden, da Københavns Idrætsparks opvisningsbane, som Parken officielt hed, lå parallelt med Brumlebyhusene og med en lav tribune på den billige langside, som var tættest på Brumleby. Der var altså lys og luft nok. Men så i 1990-92 vendte man Parkens bane om og byggede det monstrum, som vi kender i dag. Hvilket medførte, at tribunen nu er så høj og så tæt på Brumleby, at den står som en mørk mur lige bag plankeværket. 

Strålende naboskab
Men det er ikke noget, Erik Asmussen med mellemnavnene English Wahl beklager sig over, for han har ikke oplevet det anderledes i de tyve år, han har boet her. Det med mørke og tæthed imellem husene kendte han alt til fra Christianshavn, hvorfra han blev genhuset i Brumleby. Det var en tidligere nabo, som fik ham med herud, hvilket han er lykkelig for. Erik altså.

Her er et strålende nabo­skab, mener Erik og sætter stor pris på, at de omkringboende har en god fingerspidsfornemmelse for, hvornår det er passende at rende sammen, og hvornår det er mindre passende. Vi er jo meget tæt, som han siger. 

Krukker overalt
Brumleby er fyldt med krukker alle vegne. Især krukker med krydderurter. Det var derfor nærliggende at lave en forret, som smager fortryllende, som ikke koster noget særligt, og som er hurtig og nem at lave. Fettuccine med salvie tager højst fire-fem minutter at lave, så vi indledte køkken­øvelserne ude på gaden med at skrælle gulerødder, løg og bladselleri til kalvehaleragouten, som skal have et par timer på komfuret. Halen var mere besværlig at dele ved leddene end først antaget. Men det lykkedes at finde bruskpladerne imellem leddene og skære der, så vi fik halen ned i passende stykker. Den er jo en meter lang og er ellers ikke til at presse ned i en gryde. 

I Eriks godt og vel halvtreds­årige liv havde han aldrig smagt kalvehale, så han var meget interesseret i tilberedningen. Også i, at jeg ikke havde givet mere end 65 kroner for hele den store hale. Fårenosserne kostede vist 7 kroner stykket. Men her var Eriks iver ikke helt så udtalt. Han mente, at han nærmest kunne mærke det i sit underliv, da jeg med en skarp kniv fik skåret hul på hinden rundt om testiklen.

“Det er altså ikke en del af den maskuline anatomi, jeg har beskæftiget mig mest med,” lo Erik og skulede skeptisk på den lysegrå masse på skærebrættet. “Jo på ydersiden, men ikke det indvendige dér. Det ligner brisler, og strukturen er blød, men fast,” fortsatte han, mens han vendte testikel­skiverne i en blanding af mel, peber, chipotlechilipulver og sellerisalt. Derefter blev de båret ind i køkkenet for at blive stegt sprøde i olivenolie.

Sprøde på ydersiden, bløde indeni. “Jeg er virkelig overrasket!” udbrød Erik med slet skjult forbløffelse. “Det smager jo himmelsk! Det havde jeg virkelig ikke regnet med.” Så fik vi effektivt skudt den fordom ned! 

Nemt måltid
Kalvehalerne var blevet brunet, og grøntsagerne var tilført gryden sammen med vand, så det dækkede. Masser af sort peber, en nellike og ingen tomat. Absolut ikke. Lige inden halerne havde simret færdigt, kom jeg et skvæt sherry i gryden. Påstanden om, at mange ikke har tid til at lave simremad i moderne familier, er noget vrøvl, for gryden passer for det meste sig selv. Og du behøver ikke at stå og glo ned i spanden i samtlige to timer, men kan lave noget andet imens. ­Eksempelvis føromtalte forret, hvor vi skar friske salvieblade i stykker og smeltede en stor klump smør i en kasserolle, samtidig med at vi kogte båndpastaen (fettuccine) i spilkogende vand i fire-fem minutter, til den var færdigkogt, men stadig havde bid.

Da smørret brusede, tilsatte vi de hakkede salvieblade og lod dem syde et par minutter, indtil de var sprøde. Straks derefter blandede vi salviesmørret med fettuccine, kom et vred sort peber over og spiste med stor fryd. Eriks forbavselse, over at noget så billigt og simpelt smager så godt, var virkelig stor. “Det kan selv jeg finde ud af at lave,” hoverede vores vært.

“Jeg er dog ikke sikker på, at jeg selv vil stå og flå skindet af fårenosser, men jeg er ikke længere skeptisk ved at spise dem, når de bliver serveret så delikat som nu,” fortsatte han og skulede over bag Rigshospitalet, hvor en stor sort sky trak op.

Vi nåede ikke at lave hverken kogte ris eller kartoffelmos til kalvehalerne, men kastede os direkte over gryden med de smørbløde og yderst velsmagende møre kalvehaler. Dertil en dejlig mørk og stærk øl fra Kongebryg i Næstved.

Da vi bar servicet væk, flyttede vi også lige møblementet ind fra gaden, for det kunne jo hænde, at en bil ville forbi, selv om det er sjældent her imellem de smukke gule og hvide huse i italiensk barakstil, hvor man kommer for at blive.

Desværre skulle jeg videre.


Beboerbladet nr. 1 - 2015

Print Send