Beboerbladet.dk Mad med Mik Billig fællesmad fra de indviede
Mad med Mik

Billig fællesmad fra de indviede

Mik Schack Thomas Arnbo 11. maj. 2015
Da Galgebakken blev indviet for 40 år siden, var Beboerbladets madskribent med til at levere musikken. Nu står han i beboerhusets køkken sammen med nogle af deltagerne fra dengang.

Jeg tror, det var en Super-Flex. Det var i hvert fald det mest udbredte navn inden for plastikfodbolde i tresserne. Det var 1973. Den var helt hård og uden luft og lå dér i sandet på noget, som stadig var en ørkesløs byggeplads i Albertslund imellem København og Roskilde. Jeg kunne ikke dy mig, så jeg tog sigte imod husmuren og lossede til bolden. Den ramte den nyopførte væg, som den skulle. Bang! Krak! Og så var der hul i væggen.

Fotogalleri De sirligt håndskårne og derefter blendede grøntsager tilsættes af den sovsekyndige Christian, mens Per beredvilligt assisterer. 1 af 2
Fotogalleri Sovsen mangler smag, konstaterer Mik og Benny, mens den sovseansvarlige franskmand Christian Defeux ser overbærende til. 2 af 2
Marsala-svin
Det billigste kød på en gris er samtidig det bedste: Nemlig NAKKEN.

Du skal bruge:
Ca 1 kg svinenakke
Olivenolie og vindrueolie
2 fed hakket hvidløg
2 store kviste rosmarin
1 håndfuld store oliven
1 stort glas hvidvin
1 stort glas marsala
2-3 dl hønsefond
2 skiver italiensk salami
1 tsk fennikelfrø
lidt sukker
Sort peber og salt

Skær svinenakken i pæne tern. 

God fornøjelse med retten!

Svits dem i olivenolie og vindruekerneolie indtil de bliver gyldne. Skru derefter ned for blusset.

Tilsæt frisk timian og rosmarin, hakket hvidløg og sort peber samt sorte oliven.

Hæld derefter et stort glas tør hvidvin og et stort glas marsala i. (Italiensk hvidvin)

Kom et par tykke skriver italiensk salami i små tern, lidt knust fennikelfrø og en anelse sukker i gryden.

Spæd op med hønsebouillon. Kog ind til kødet er meget mørt, og saucen er tæt. Smag til med salt.

Servér med masser af bagte rodfrugter. (Eller ris eller kartofter)
Se hele opskriften

Det nære samfund
“Sikke dog et lortebyg-geri,” tænkte jeg, da jeg så, at væggen bare var en tynd grå eternitplade uden på noget isolering. “Hvem i alverden gider dog bo i sådan noget billigt bras,” spurgte jeg dengang Benny Klausen, som var en af de allerførste indflyttere i dette nye byggeri på lokaliteten med det skræmmende navn Galgebakken. “Det vil jeg og Anne,” sagde Benny med et stort drenget smil, og sådan blev det. Benny og Anne bor der endnu, 40 år efter bebyggelsen opstod på den bare mark i Vridsløselille. Hver for sig ganske vist, men lige ved siden af hinanden. Andet ville også være umuligt i de snævre gange imellem de lave brune og grå betonrækkehuse med de små haver foran og bagved. Det er en hel lille landsby, hvor alle kommer hinanden ved, som det hed i folkemunde for fyrre år siden. Og det passer. Galgebakken minder mest af alt om en betonificeret udgave af de ølejre, hvor jeg lærte Benny og Anne at kende omkring 1970. I bryggerset til fælleshuset hænger der stadig en plakat for modstanden imod EF fra 1972 og understreger vigtigheden af sund skepsis.
Som en ø-lejr

Min egen lille skepsis overfor byggeriets kvalitet på Galgebakken gjorde, at jeg i hvert fald ikke ville flytte derud, uanset hvor meget ølejr der var over det. En skepsis, som delvis var rigtig, og delvis er gjort til skamme. Det er arkitekterne Jørn og Anne Ørum Nielsen, J.P. Storgaard, og Hanne Marcussen, som har tegnet bebyggelsen, der tilhører Vridsløselille Andelsboligforening. Deres intention var at opføre billige boliger, hvor folk uden de allerhøjeste indtægter kunne få et rart og vedkommende hjem. Byggeriet blev dyrere end antaget, og de mange mennesker, som havde skrevet sig op til en bolig i tide, og som allerede var flyttet ind, sad pludselig med en højere husleje, end de havde budgetteret med. Til gengæld kunnne der spares penge ved at arrangere fællesspisning. Det passede fint med den kollektive ideologi.

Billig skal det være
I begyndelsen var det i hvert enkelt stræde, man bespiste hinanden, fordi det planlagte beboerhus var sparet væk, så der var ikke rigtig noget stort fællesrum med køkken. Det fik man først nogle år senere. Fælleshuset har et åbent køkken, som kan huse 120 mennesker, når øverste etage tages med i brug. Ellers er der plads til 80. Køkkenet er et stort og specialtegnet institutionskøkken, som snildt kan lave mad til 300. Så mange er her nu ikke, men der er rigelig gang i den alligevel, for denne aften har 90 tilmeldt sig fællesspisning, i spændt forventning om hvad der er på menuen, når nu Beboerbladets udsendte er med i køkkenet. Der er flere bud på en menu, men Benny Klausen insisterer på, at der i hvert fald skal være ovnbagte rodfrugter. For det første smager det fantastisk og passer til den mørke tid. For det andet er det en billig ret. Og billigt skal det være, siger han. Det er hele princippet bag fællesspisningerne, at det ikke bliver en kæmpe udgift.

På den måde er intet ændret i forhold til da det hele begyndte at tage form i 1973.

2CV-manden og udlåns-Henrik
Det betyder så også, at vi ser igennem fingre med, om det er økologisk og fritgående og den slags, påpeger Benny, og får anerkendende nik fra Harry Michaelsen, som har boet her i Galgebakken i 35 år. Harry driver en automobilklub i et rum med værktøj, hvor beboerne selv kan reparere sine biler. Det har han gjort siden 1980. Nu er rummet et af Galgebakkens største aktiver. Værkstedet er i brug hele tiden. Alle skal have noget repareret. Sådan var det ikke i årene før finanskrisens start i 2008. Da var her helt tomt. Da havde vi jo så mange penge, at vi kunne købe hele verden, som den daværende finansminister Thor Pedersen blev hængt ud for at have bildt os ind. Det var der rigtig mange, som troede på, og købte hellere ny, end at reparere det gamle. Men nu er vi som bekendt tilbage på normalniveauet, så der er nok at se til for Harry, som tjekker, at alt fungerer i værkstedet, og at der bliver plads til alle. Selv er han en flittig bruger, for han kører stadig i sin gamle 2CV fra 1979. Står man lige og mangler et stykke værktøj, som ikke findes i autoværkstedet, så klarer Henrik Jensen det med sikkerhed, for han står for udlån af have- og boremaskiner og alt muligt værktøj, så Galgebakkens beboere ikke behøver at have det hele hver især. Det er nu fælles og udgør dermed en enorm besparelse i både penge og plads. Det er også Udlåns-Henrik, der som eneste fuldtidsansatte står for beboerværkstedet og beboerhuset, som er i flittig brug året rundt til både familiefester og især til disse fællesspisninger, som er meget populære.

Print Send