Beboerbladet.dk Mad med Mik Almen Manhatten i Ørestaden
Mad med Mik

Almen Manhatten i Ørestaden

Mik Schack Chris Cambell 13. maj. 2015
Nye almene boliger har prestigebyggeriet 8-tallet som nabo. Selv om stedet emmer af luksus, er der også plads til at holde en ko.

Kragerne er vendt for længst. Sådan plejer man at sige, når man kommer meget langt ud på landet. Men vi kan stadig se tårnet på Københavns rådhus.

Hvilket dog er en stakket frist, for vi kan også se containere og kraner, som indikerer, at udsigten vil forsvinde inden for kort tid, når endnu et byggeri rejser sig af den flade fælled på Amagers udkant.

Men det var Mathilde og Martin Kæreby Lund helt klar over, da de flyttede ind, og de vidste til gengæld også, at den langstrakte udsigt den anden vej imod syd aldrig forsvinder bag flere højhuse, for vi er i den absolut sidste række af planlagt nybyggeri i Ørestad. Herfra er Amager Fælled fredet totalt. (Det var denne bebyggede del
af Fælleden nu også).  

Fotogalleri Mathilde og hendes mand Martin nyder den velkrydrede lammegryde, og at freden har sænket sig. 1 af 2
Fotogalleri Grundsubstansen i harissa er bl.a. tørret chili og citron 2 af 2

Den oprindelige idé med Ørestaden var slet ikke, at den skulle ligge som en slags Manhattan i en lang smal tarm ned langs Vestamager, men derimod at den skulle forbinde byerne rundt om Øresund fra Helsingør og ned til København, videre ud over Amager til Malmø, op til Landskrona og ender i Helsingborg. En stor fælles dansk-svensk by rundt om vores fælles vand, bundet sammen af fælles infrastruktur, såsom motorveje og jernbaner og især broer og tunneler.

Byggeriet af Øresundsbro og motorveje til og fra blev sat i gang, før ideen om Ørestaden gik i sig selv igen.

Siden opførtes mange ung­domsboliger og flere private boligselskaber opførte ejerlejligheder.

HARISSA

Du skal bruge:
20 tørrede mellemstore chili
1/4 tsk kommenfrø
1 tsk spidskommenfrø
1 tsk korianderfrø
3 spsk olivenolie
½ tsk salt
3 fed hvidløg
2 spsk citronsaft
½ spsk hvidvinseddike
½ tsk røget paprika

Udblød chilierne i kogende vand i en halv time.

Rist korianderfrø, kommen og spidskommen på en tør pande under konstant omrøring i et par minutter.

Hæld olivenolie, hvidløg og de udblødte chili i blenderen. 

Tilsæt citronsaft hvidvinseddike og lidt udblødningsvand fra chilierne.

Kom salt og røg paprika i blenderen, og kør indtil harissa er glat.

Hæld harissa op i en skål og server den som dyppelse til brød, cous cous, lammegryde, kylling, grøntsager. Ja, alt muligt. Styrken justerer du selv med antallet af chili og chilisorten.

God fornøjelsen med retten!
Se hele opskriften

Har egen ko
I dag er her også bygget en hel del almene boliger, og det er Mathilde og Martin rigtig glade for. De er netop flyttet hertil i en almen lejelejlighed efter at have stået på venteliste hos AAB i halvandet år. Før boede de i en lejlighed på Amagerbrogade, hvor der er støj og møg. De ville gerne ud, hvor luften er frisk, og hvor børnene kan løbe og lege, gå i skole, når de bliver større, og hvor de kan have deres ko græssende lige neden for vin­duerne. Den slags husdyrhold kan man sagtens have, når man bor klos op ad den fredede fælled med køer, får og rådyr. Det er andelsforeningen Sundby Ko, som køber herefordkvæg hos en opdrætter, som Mathilde og Martin har købt koen hos og har lejet et stykke fælled til den.

Afrikansk savanne
Oppe fra altanen ligner fælleden grangiveligt en afrikansk savanne. Der mangler bare nogle giraffer og elefanter. Men det kan være, de kommer. Der er nemlig en dyrepark lige i nærheden. Eller hvad man nu skal kalde Naturcenter Amager, som giver naturvejledning til børn og voksne året rundt. Her kan man også leje og låne udstyr, så man kan komme ud at lave bål, bage snobrød, se på fugle, løbe på rulleskøjter, løbe på løbehjul, cykle og lege på den store na­turlegeplads Himmelhøj, som er opkaldt efter den utrolig store udsigt til åben himmel, som man ellers kun finder ved marsken i Sønderjylland og i lyngområderne ved Blåvand, hvor Mathilde har været i sommerhus hvert år, siden hun var helt lille.

Der er mange, som drøm­mer om en bolig nord for Køben­havn, så man kan gå ture i Dyrehaven. Men denne del af Amager Fæl­led er faktisk dobbelt så stor som Dyrehaven. Og så koster det ikke nær så meget at bo her, som det gør længere nord på. Hvis man vel at mærke bor i en almen bolig som denne. Den koster familien Kæreby Lund godt og vel 10.000 kroner om måneden. Hvilket selvfølgelig er mange penge, så længe både Mathilde og Martin er studerende med to små drenge, Lewis på et halvt år og Sebas­tian på halvandet år.

Smådrengene har okkupe­ret det meste af de lidt over 100 m2 med en stor kravlegård til i den kombinerede stue, spisestue og køkken og en masse legetøj i det store østvendte værelse.

Den allerstørste dreng er Martin, som har fået det mindste rum til alle sine computere. Det ligner kontrolrummet i et rumskib og indikerer, at manden i huset studerer til it-ingeniør. Til sammenligning fylder Mathildes studier ikke mere end et par garnnøgler. Hun stu­derer tekstilformidling, som er et nyt ord for håndarbejdslærer, og glæder sig til at have med unge mennesker at gøre.

Soveværelset ligger lige bag køkkenet, som derved er det centrale punkt i lejligheden.

Lam a la Mellemøsten
Efter at drengene er kommet, er det ikke helt så kulinarisk og ­spicy­ som tidligere, det, der tilberedes her. Men i dag står den på lam a la Mellemøsten, fordi der var tilbud på usolgt lam 

efter påske, og fordi Mathilde har boet og arbejdet som sygeplejerske i både Mellemøsten 
og Indien og derfor har fået indblik i deres fortryllende retter 
og utallige krydderier.

Deres udsendte skribent ­tilbød assistance med en frisk­lavet garam marsala til lamme­retten. Det er et indisk-pakistansk blandingskrydderi, som kan købes mange steder i poser og dåser, men som smager væs­entlig mere intenst, når man selv knuser og blander, lige før det skal bruges. Garam betyder “stærk” og masala betyder “krydderiblanding” og består af kardemommefrø, nelliker, sort peber, spidskommen, kanel, muskatnød, laurbærblade og ingefærpulver. Det smager skønt, når du selv pulveriserer de hele tørrede krydderier i en kaffemølle – som kun skal bruges til krydderier.

Martin kom ind fra sin vagt over Lewis i barnevognen på altanen og udbrød: “Hold da op, hvor her lugter af Nørrebro”. Jeg havde nemlig ristet de hele krydderier i et par minutter på en helt tør pande, inden de kom i krydderimøllen, og det fik hele lejligheden til at dufte.

Faldt i søvn
Normalt er Sebastian med til at snitte og skære grøntsager, men han var faldet i søvn, så Mathilde og jeg måtte klare det selv. Gulerødder, løg og bladselleri blev hakket fint og røg op i gryden med varm olivenolie og blev svitset et øjeblik. En teskefuld garam masala blev ristet sammen med mere spidskommen, kanel og korianderfrø, inden lammefilet skåret i tern blev tilsat og brunet. Et par skefulde tomatkoncentrat blev rørt ud i gryden, inden kokosmælken kom i.

Imens herlighederne simrede, gik jeg i gang med at tilberede harissa, som er en yderst delikat tunesisk chilidyppelse, som kan købes i små dåser i mange supermarkeder. Især i indvandrerbutikkerne. Men her gælder igen, at det er endnu mere delikat, når man laver det selv fra grunden. Hvilket er pærenemt.

Jeg hældte kogende vand på en skålfuld tørrede mellemstore chili og lod dem udbløde i en halv time. Så hældte jeg olivenolie i en blender, smed de bløde chilier i sammen med lidt af udblødningsvandet, salt, hvidløg, kommen, spidskommen, korianderfrø, røget paprika og citronsaft og blendede det til en lind creme.

Harissaen var pænt stærk og gik strålende sammen med lammegryden og cous cous. En middag, som reelt ikke tog ret lang tid at lave, men som smagte af en million.

Vi nød maden, den storslåede udsigt, den noget rungende akustik visse steder, og derfor i særdeleshed at drengene ikke havde larmet det fjerneste.

Den unge familie lyste af glæde over at være kommet ud, hvor børnene skal vokse op og udvikle sig i mange år fremover.

Beboerbladets udsendte tog herefter afsked med vores vær­ter, de store vidder, de mange flyafgange og blæsten over byggepladserne og bumlede tilbage imod Rådhuspladsens udgravninger kun 6 km væk, mens tusindvis af vildgæs valgte at slå sig ned for sommeren på “savannen” bag os.  

Print Send
Kommentarer
s t rasmussen 3 år siden

Amager

Manhatten


at last ...

Kommentar kan ikke være tom.

Navn kan ikke være tom.